galleri-formidling

FORMIDLING

Bag porten til et forhenværende lagerrum i en baggård på Bøllingsvej kan man opleve de ypperste tendenser og udtryk indenfor samtidskunst udført af landets skarpeste kunstnere, som bringer emner og problemstillinger fra vor samtid i spil.

Vi tilbyder undervisningsforløb, guidede ture og omvisninger, som tager afsæt i vores skiftende udstillinger. Vores tilbud henvender sig til alle interesserede og kan tilpasses både daginstitutioner, skoleklasser, ungdomsskoler, aftenskoler, kunstforeninger og mange andre grupper. Vi ønsker at gøre kunsten mere nærværende, og derfor er det også kendetegnende for Ringsted Galleriet, at man til hver udstillingsåbning vil kunne opleve en indgående værkpræsentation ved en eller flere af de udstillende kunstnere i dialog med publikum og kuratorer. Velkommen til Ringsted Galleriet!

Børn og unges møde med samtidskunst

Billedkunstneriske workshops

På Ringsted Galleriet får børn og unge en unik mulighed for at komme helt tæt på samtidskunsten igennem mødet med en billedkunstner. Der tilbydes både undervisning af udstillingsstedets erfarne undervisere eller de udstillende kunstnere.

Der arbejdes med dialogbaserede læringsprogrammer, hvor aktiv deltagelse vægtes. Vi ønsker, at alle uanset baggrund og kundskaber skal have mulighed for at møde kunsten igennem et fagligt engagement. Vi ser kunsten som et unikt udgangspunkt for læring.

Undervisningen foregår i vores to undervisningslokaler, som ligger i forlængelse af vores udstillingsrum. Ringsted Galleriet er et kunstnerdrevet udstillingssted, hvor eleverne bliver mødt af professionelt arbejdende billedkunstnere, som har mange års erfaring med undervisning og formidling. Kendetegnende for alle forløb er, at der tilbydes en professionel indgangsvinkel til de kunstneriske processer med fokus de givne materialer, teknikker og koncepter, som kan opleves gennem udstillingsprogrammene. På inddragende vis får eleverne på Ringsted Galleriet et aktivt og nærværende indblik i kunstneriske processer og billedkunstneriske metoder, som sættes i relation til elevernes egen hverdag, for derved at udvikle deres fortrolighed med samtidskunsten og troen på egne muligheder.

Ring eller skriv til nedenstående tlf. nr. eller e-mail for nærmere information omkring vores aktuelle workshops.

Ind i Kunsten

Børneudstilling og åben familieworkshop

I forbindelse med Ringsted Galleriets deltagelse i den tværkommunale indsats, KUMULT! i Kulturregion Midt- og Vestsjælland får 2. klassetrin og diverse specialskoler i Ringsted Kommune mulighed for at deltage på et 2-dages forløb på Ringsted Galleriet. Det afsluttes med åben workshop for hele familien og en stor børneudstilling, Ind i Kunsten, med deltagelse af mere end 20 skoleklasser og grupper. 

Se mere om de seneste børneudstillinger og familieworkshops

Guidede ture og omvisninger

Vi tilbyder guidede ture eller omvisninger til alle interesserede til alle vores udstillinger i det offentlige rum og/eller udstillingsrum. Som udgangspunkt tilbydes der guidet tur på udstillingens åbningsdag, men det er også muligt at booke øvrige ture for børne -, unge- eller voksengrupper. Ved børne- og ungegrupper inkorporeres aktiviteter i den guidede tur eller omvisning. Børn skal være ifølge voksne. For alle ture gælder, at de skal forudbestilles med mindre andet fremgår. Ring eller skriv til nedenstående tlf. nr. eller e-mail for forudbestilling og nærmere information.

Samarbejder

Ringsted Galleriet ønsker at være en dynamisk platform og har gode erfaringer med at samarbejde med lokale- og regionale institutioner såsom LOF Ringsted, MSG -Midtsjællands Gymnasium, Plejecenter Ortved og Dronten i Lejre sammen med en række lokale folkeskoler i forbindelse med Kulturregion Midt- og Vestsjælland

.

Vi er altid på udkig efter nye samarbejder, så kontakt os endelig hvis du har en idé til et samarbejde, således vi i fællesskab kan være med til at fremme interessen for samtidskunst og udbredelsen af kunstneriske færdigheder i Ringsted og omegn.

Kontakt

For mere information om vores tilbud eller andre henvendelser. Skriv til ringstedgalleriet@mail.dk eller ring til Heidi Hove på tlf. 30428727 eller Morten K. Jacobsen på tlf. 42201111

Ringsted Galleriets udstillingsprogram og formidlingscenter er med stor tak støttet af