udstilling-i-did-did-i

Benedikte Bjerre

I DID DID I

08.03.20 – 28.03.20

Det er med store forventninger, at Ringsted Galleriet åbner sæsonen op med soloudstillingen I DID DID I af billedkunstner Benedikte Bjerre (f. 1987). Den kryptiske titel er både påståelig og tvivlende, og antyder miksede følelser i mixed media.

Titlen er et såkaldt palindrom, der kan aflæses ens forfra og bagfra og er på den måde helt konkret tvetydig. Titlen kan oversættes til JEG GJORDE GJORDE JEG, som rummer både det storskrydende og selvudslettende. For Bjerre er titlen også hæftet op omkring sit eget forhold til skulptur: ”hvilken del har jeg lavet, og ikke-lavet?” Spørgsmål, der uvilkårligt opstår, når man arbejder med readymades som i Bjerres tilfælde. Udover at pege på en konkret skulpturproblematik, refererer titlen også til, hvordan vi i det sociale rum står i konstant forhandling mellem opfattelsen af en given handling set fra vores eget perspektiv og den andens. På den måde er den sociale virkelighed relativ abstrakt, mens der findes en højere grad af fælles forståelse af vores fysiske omgivelser “fx. kan vi som regel blive enige om at en stol, er en stol” udtaler Bjerre.

Det er måske grunden til, at de præfabrikerede hverdagsmaterialer, de såkaldte readymades, er så præsente i Bjerres praksis. De findes overalt: i titlen, i motiverne og i materialerne. Readymadens em af tidligere funktion og system, kiler kultur og industri ind i kunstens rum og trækker dermed verdenen ind i perceptionen. Via dens funktion og pragmatik repræsenterer readymaden også noget uprætentiøst og distancerende. For Bjerre er denne distance vigtig i værket, ikke fordi hun vil løbe fra sit ansvar, men fordi readymaden repræsenterer et semioffentligt rum, en distance til det private. Readymaden er ikke et aftryk af Bjerre selv, men den er et manipulerbart redskab, der kan omformes og sættes i nye relationer, som muliggør en større grad af adskillelse mellem værk og kunstner. En adskillelse, der efterlader rum til beskuerens refleksioner.

Til udstillingen I DID DID I på Ringsted Galleriet har Bjerre sammenfattet forskellige typer af butiksinteriør. Værkgruppen består af tre mobile-lignende skulpturer, som er holdt oppe af et stativ, der lyder og går i bevægelse ved berøring. Skulpturerne kan minde om et slags new­-age vindspil, men ifølge Bjerre også som halv-voldelige skelletter fanget i et stålskab eller en reol. Udstillingen byder også på en serie billeder printet på aluminium. Det er forstørrede scanninger af tilsyneladende mere eller mindre tilfældige avisopslag af ældre, fysiske udgaver af New York Times International. Dog med den fællesnævner at reklamer for armbåndsure optræder i dem alle.

Holdet bag Ringsted Galleriet inviterer indenfor til et møde med det billedkunstneriske felt. Her vil der være mulighed for at opleve høj kunstfaglighed i en afslappet og imødekommende ramme. Der vil være lidt øl, vin, sodavand, snacks af en art og ikke mindst en introduktion til udstillingen, hvor man får mulighed for at høre kunstnerens tanker omkring værkerne.

Med ferniseringen I DID DID I, åbner vi op for en ny sæson med fortsættelse af udstillingsprogrammet idiosynkrasi (det særegne). Med Bjerres udstilling ønsker vi at vise objektkunst, der er udført med et skarpt blik for kompositioner og rum.

Kurateret af Morten K Jacobsen / Heidi Hove