Ragnhild May / Arthur Köpcke / Mads Lindberg / Søren Jensen / Hesselholdt & Mejlvang
JUBILÆUM 2
10.04.22 – 30.04.22
En hjemmebygget cykel, kopimaleri, poetiske ordspil på bannere og en serie nationsløse flag er blot nogle af de værker, som man kan opleve, når Ringsted Galleriet slår dørene op til sæsonens anden udstilling i programmet, JUBILÆUM, som er med til at markere Ringsted Galleriets 40-års fødselsdag. Det skal fejres, og det vil ske med stil gennem Ringsted, hvor byens typiske begivenhedsmarkører – de gadeoverhængende wires – overtages med flagrende samtidskunst sideløbende med repræsenterede kunst på Ringsted Galleriet.
Til hver udstilling under udstillingsprogrammet, JUBILÆUM, laves der et nedslag i Ringsted Galleriets lange, fornemme udstillingshistorie, for derved at sætte den i forbindelse med kunstscenen nu og her. Det ses i særdeleshed til årets anden udstilling, hvor værker af Arthur Köpcke (f.1928-77) sættes i forbindelse med maleri, tegning og skulptur af de to unge kunstnere, Mads Lindberg (f.1984) og Ragnhild May (f.1988) i udstillingsrummet, mens Søren Jensen (f.1957) og kunstnergruppen Hesselholdt & Mejlvang (siden 1999) ’optræder’ i byrum.
Arthur Köpcke var en central figur i den danske og internationale avantgarde i 60’erne og 70’erne og var med til at introducere den internationale Fluxus-bevægelse i Danmark. Han er derfor også en af hjørnestenene i Ringsted Galleriets historie med en retrospektiv udstilling i 1984. Maleri, collage og assemblage var bl.a. nogle af Köpckes foretrukne medier, som man nu vil kunne (gen)se på Ringsted Galleriet.
Dét at tilføje ny værdi til det ’gamle’ gør sig også gældende hos Ragnhild May, der viser en række skitser og arbejdstegninger, som er skabt i samarbejde med sin morfar i en periode fra 90’erne til 2010’erne og kan ses som en slags fremtidsversioner.
Lignende tendenser ses også hos Mads Lindberg, når han kopierer og giver nyt liv til gamle, oversete malerier og andre nips fra dødsboer. Midt på udstillingsgulvet viser han en stor, blå figur, som består af en overdimensioneret, fejlbehæftet 3D-scannet nipsgenstand, hvis dominerende blå farve peger tilbage på figurens oprindelse. Figuren får følgeskab af et stort landskabsmaleri, som er en kopi af en kopi af den kendte maler, Maurice de Vlaminck.
På den travle butiksgade, Sct. Hans Gade viser Søren Jensen 15 tekstilbannere i signalfarverne blå, rød, gul, grøn og hvid under titlen, ”Substantiver til Ringsted”. På hvert banner er der trykt tre ord, der til sammen danner en nyt navneord. Med dette værk erstatter Jensen byens vante skilte, reklamer og logoer, og retter i stedet fokus til et mere poetisk, overrumplende og åbent sprog i vores fælles byrum.
På Tinggade viser kunstnerduoen, Hesselholdt & Mejlvang værket, ”Nationless Flags”. På fem flag kombineres forskellige geometrier fra eksisterende nationalflag til nye, mere komplekse mønstre. Resultatet er transnationale, nationsløse flag. Kunstnerduoen ser nationalflaget som ekskluderende og afgrænsende og har derfor erstattet typiske nationalsymboler såsom Dannebrog med nye flag, som et bud på anderledes, inkluderende fællesskaber.
Vi bringer her seks kunstnere sammen, som på trods af deres store aldersspænd viser en særlig interesse for at sample fundne genstande, symboler, billeder og lyde og bringe nyt liv til det glemte eller henkastede, hvor emner som høj- og lavstatussymboler, folkekultur og det teatralske i hverdagen sættes i spil med et skarpt blik på samfundsmæssige tendenser.
Velkommen til åbning på udstillingen, JUBILÆUM 2 på lørdag den 9. april fra kl. 13-16, hvor det vil være muligt at deltage på vores guidede tur og høre kunstnere fortælle om deres værker efterfulgt af lidt let proviantering tilbage på Ringsted Galleriet.
––
Kunstnerprofiler
Mads Lindberg (f. 1984) bor og arbejder i København. Lindberg er uddannet fra HFBK i Hamborg (2011) og Det Kgl. Danske Kunstakademi (2013). Lindberg er en flittig udstiller i ind- og udland både på de kunstnerdrevne udstillingssteder som eksempelvis hos SIMIAN i Ørestaden, Museet for Samtidskunst i Roskilde eller i det kommercielle CCC Gallery i København, som Lindberg er tilknyttet. I 2019 var Lindberg en af modtagerne af den prestigefyldte pris fra Niels Wessel Bagges Kunstfond, som han fik for sin skarpsindige opdatering af maleriet.
Mads Lindberg er en konceptuel maler og billedhugger, der har formået at skabe en hybrid mellem ’folkekunst’ og cutting–edge samtidskunst. Når man møder Lindbergs værker, fremstår de sært abstrakte og fremmede, samtidig har de en iboende folkekultur som den kunstneriske oversættelse giver nyt liv – og ny værdi til. De seneste år har Lindbergs kunst taget udgangspunkt i sit lønjob; rømning af såkaldte dødsboer for efterladte genstande uden signifikant (økonomisk) værdi. Genstandene, der får Lindbergs opmærksomhed, er ting, vi kan forestille os, har haft en affektionsværdi, en pokal, en disney-figur, eller afdødes egne reproduktioner af malerier. Disse elementer indsamler Lindberg, og recirkulerer dem på ny via minimale konceptuelle bearbejdninger, hvor en nipsgenstand 3D scannes og forstørres (med de fejl der opstår i den oversættelse). Kunstnerens smag er afkoblet til fordel for metoden. Et fundet maleri – en kopi af et kendt maleri – affotograferes og ’køres’ igennem Photoshop, projekteres op på lærredet og gentaget nu i et opskaleret format – et såkaldt ’museumsfilter’ som Lindberg kalder det, et format der skal understøtte den æstetiske værdi i de fundne genstande.
Ragnhild May (f. 1988) bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra MFA Milton Avery Graduate School, Bard College i New York (2018), Akademie der Bildende Künste Wien og Kungliga Konsthögskolan Stockholm. May arbejder i et krydsfelt med lyd, skulptur, video, installation og performance og har performet og udstillet sine værker i både ind- og udland såsom SMK, Overgaden, Det Nye Museum i New York (US), Die Raum (DE), SuperDeluxe (JP), Rønnebæksholm og Den Frie Udstillingsbygning. Hun er modtager af Carl Nielsens Talentpris, er en del af karriereudviklingsprogrammet ’Den Unge Kunstneriske Elite’ ved Statens Kunstfond (2020-22) og er repræsenteret hos Alice Folker Gallery.
Med udgangspunkt i teknologi, forbrugskultur, køn og lydteori udfolder Mays praksis som en undersøgelse af de ting, som vi omgiver os med i relation til kroppen. Det er eksempelvis musiske instrumenter, en cykel, sko eller andet, som oftest involverer en form for performativ adfærd i vores omgang dermed. Med konceptuel præcision og humor, har hun ombygget, designet og manipuleret musiske instrumenter og fodtøj, som enten er for store, for høje, for tunge eller for avancerede i forhold til kroppen for derved at pege på disharmoni, følelsen af ikke at passe ind og at være ude af takt med sin omverden. Det kommer bl.a. til udtryk i serien, ”Stiletto is a Dagger” (2020), hvor bronzestøbte stiletter tårner sig op på tynde stilke. I den seneste tid, har May ligeledes arbejdet med det trykte medie, hvor hun sammenfletter de kønnede, utilpassede stiletter, popkunstens tegneserie-symbolik og musikkens uransagelige nodesystem til et kredsløb af menneskelige events med alle dets op- og nedture i dets møde med omverdenen, som bl.a. kunne ses på soloudstillingen, ”Playground” på Alice Folker Gallery (2022).
Arthur Köpcke (f. 1928 -1978) er vokset op i Hamburg (DE) i skyggen af nazismen. Han beskriver selv denne erfaring som en permanent følelse af undtagelsestilstand og skepsis over for normer, herunder de æstetiske. Köpcke er autodidakt. Efter krigen begyndte han på en kunstskole, men stoppede efter få måneder, da han ville finde sin egen vej, uden kunstnerisk dogmatik. I 1952 mødte han Aase (Tut) Larsen (f.1923 -2002). Sammen flyttede de til Danmark i 1958, hvor de startede Galerie Köpcke, som blev et samlingssted for dansk -og international avantgardekunst. På det lille kunstnerdrevede udstillingssted, Galerie Köpcke, udstillede de bl.a. Piero Manzoni, Gunnar Aagaard Andersen og Niki de Saint Phalle. I egenskab af Galerie Köpcke, blev Köpcke en central figur i kunstverdenen og var med til at samle den danske og internationale Fluxus-bevægelse. Hans betydning for avantgardekunsten kan ikke undervurderes. Köpckes værker indgår i vigtige internationale samlinger som eksempelvis MOMA (USA), og der ses en stigende for interesse for hans praksis, senest en retrospektiv-visning på Hamburger Kunsthalle (DE) i 2021.
Med sin opvækst i det nazistiske Tyskland udviklede Köpcke en voldsom skepsis overfor samfundets gældende normer, og hans kunstneriske praksis kan ses som et langt opgør imod det. Derfor holdt Köpcke sig heller ikke til én stilart eller medie for at dygtiggøre sig i det. Kunsten skulle befries for ’mesterværket’, og den passive betragter, skulle i stedet være en aktiv medskaber, der digtede videre på værkerne. Det handlede for Köpcke og Fluxus om at hive kunsten ned fra soklen, gøre den demokratisk og tilgængelig. Derfor anføres mange af hans værker også med koden ’&C’, som betyder ’and continues’, der fungerer som en diskret opfordring til betragteren om at fortsætte der, hvor værket slutter. Værkerne er ikke afsluttede helligheder, men et skridt videre for forestillingerne. Köpcke holdt sig heller ikke tilbage, når det kom til materiale. Skrot var et yndet materiale til at skabe skulpturer ud af. Hans performances var ofte absurde situationer, der mimede dagligdagen, dog med gentagelser af en simpel handling og uden en klimatisk udvikling. Kendetegnende for de mange værktilgange er, at alle kredser om forholdet mellem virkeligheden og de ord og billeder vi sætter på den, og om at nedbryde grænserne kunstarterne imellem og mellem hverdagsliv og kunst.
Søren Jensen (f. 1957) bor og arbejder i Nyborg. Han er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1986. Han er forhenværende rektor på Det Fynske Kunstakademi (1999-2005) og formand for Statens Kunstfonds legatudvalg for kunst i det offentlige rum (2011-2014). Jensen er modtager af en række prestigefyldte hæderspriser og legater såsom Eckersbergmedaillen, Statens Kunstfonds 3-årige stipendium og Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, og hans værker indgår i samlinger hos bl.a. SMK, Malmö Museum, Arken og Trapholt Kunstmuseum. Søren Jensen debuterede i 1982 som kunststuderende på den kontroversielle maleriudstilling ”Kniven på Hovedet”, men har sidenhen beskæftiget sig med skulptur og installation.
I Søren Jensens værker iscenesættes folkelige genstande og arkitektoniske elementer, for derved at stille spørgsmål til de ting, som vi omgiver os med og de rum vi færdes i. På forskelligvis forholder værkerne sig til kroppen, når Jensen iscenesætter hverdagselementer, som vi kender fra markedspladsen, forlystelsesparken, teateret, byfesten eller andre folkelige samlingspunkter. Hos Jensen blandes hverdagens massekultur med finkultur, når masker, vimpler, kulørte lamper, dukker, skilte og teltkonstruktioner sammenstilles, isoleres og manipuleres. Ordgåder og signalfarver er ofte anvendt, og man mærker både en fascination men også en poetisk-skarp kritik af dette ”hverdagsteater”. Det ses eksempelvis i solo-udstillingen, ”Profan Teater” (2014) på Galerie Mikael Andersen, som en form for livets karrusel med dukkespil og flyvende ord såsom skygge, skam, lidelse, frygt, tillid, lys og savn. Et andet eksempel er tekstværket, ”Affekt Meteorologi” (2018), hvor menneskelige tilstande sammensættes med vejrfænomener på Gammelgaards store gavlparti under skulpturbiennalen ”Interdimensionale I” (2018).
Hesselholdt & Mejlvang (siden 1999) er en kunstnerduo bestående af Sofie Hesselholdt (f. 1974) og Vibeke Mejlvang (f. 1976). Samarbejdet blev dannet på Det Fynske Kunstakademi, og de tog begge afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006. Hesselholdt & Mejlvang har en omfattende udstillingspraksis i både ind- og udland, fra kunstnerdrevne initiativer verden over til solide institutioner som EMMA Espoo Museum of Modern Art i Finland og Thorvaldsens Museum herhjemme. Hesselholdt & Mejlvang har de senere år skabt flere offentlige udsmykninger bl.a. på Kvindehjemmet på Nørrebro, derudover er de modtagere af flere legater, og deres værker indgår i flere vigtige samlinger såsom SMK.
Hesselholdt & Mejlvang arbejder stedsspecifikt, ofte med store totalinstallationer, der transformerer de rum, de indgår i. Deres værker kredser om definitionsmagt, nationalitet og etnicitet. Hermed ønsker de at pege på de konstruktioner, som kan synes essentielle for vores identitet. Hesselholdt & Mejlvang bruger ofte performance, der mimer rituelle handlinger og med genkendelige figurer. Det er f.eks. på Copenhagen Contemporary, hvor de klædt i hvide togaer, som mest af alt ligner græske gudinder, bærer flere hundrede bildæk op på en høj for at skrive den 80 meter lange sætning ’LESS POWER LESS’. Det, som starter som et rent (hvidt) ritual, slutter anstrengende, svedigt og beskidt. I deres værker optræder mange forskellige typer materialer, fra fint forarbejdede, holdbare messingordskilte til installationer af flygtige og skrøbelige balloner, der optræder som overdimensionerede ballonfigurer. Hesselholdt & Mejlvang arbejder ofte med stærke symboler som flaget, der optræder som en visuel markør, der tvistes i nye retninger og kan ’fungere som inspiration og tankeeksperiment omkring en helt anderledes verden’ som de siger.
Kurateret af Morten K Jacobsen / Heidi Hove
JUBILÆUM 2 og dets formidlingsprogram er med stor tak støttet af:
