udstilling-sammenstod-3

Jørgen Fog / Maria Meinild / Lydia Hauge Sølvberg / Nanna Debois Buhl /
Nina Nowak

SAMMENSTØD 3

15.05.21 – 05.06.21

Det er med glæde, at vi på Ringsted Galleriet kan præsentere SAMMENSTØD 3, den sidste udstilling i forårssæsonen. SAMMENSTØD 3 finder sted centralt og perifært, i en lade lidt uden for centrum, glasmontren i det tidligere KINO, den gamle dansepavillon ved parkanlægget, hos den tidligere tatovørbutik på Nørretorv og ude ved den gamle powercentral Høm Mølle. Det er en blandet ret vi her serverer, med et konceptuelt videoværk, en hyper-stedsspecifik installation, processuelle værker, politisk vævede værker og til slut en mere klassisk skulpturel formgivning.

I Tinggade i den gamle KINOs glasmontre kan man – hvis man skærper sin opmærksomhed – opleve et videoværk af Maria Meinild (1984), der paradoksalt nok behandler magt og perception af magt i et lillebitte peephole. Lidt uden for byen, kan man opleve tysk-polske Nina Nowaks (1984) værker i en gammel lade på et nedlagt landbrug, hvor Nowak udstiller sine stiliserede tekstilprintede tegneseriestribe. Den består af fem dynamiske billeder, der behandler en historie omkring materialeudvinding. Noget længere ude af byen, nærmere betegnet Høm Mølle, huserer Jørgen Fog (1959) med en stedsspecifik installation, hvor værket Strømnings-repositoriet arbejder med stedets logik. Et helt andet sted i byen på den åbne plads ved den gamle dansepavillon i Parkalleen, viser Lydia Hauge Sølvberg (1989) et minimalt ukurant betonobjekt med et aparte blomster-relief på siderne, der diskret taler til stedets historie. Vores sidste stop er i den nyere del af byen, Nørretorv, her kan man kigge ind ad vinduet i den tidligere tatoveringsbutik og opleve Nanna Debois Buhls (1975) vævede værker, der bearbejder historisk materiale.

SAMMENTØD 3 er et sammenstød mellem generationer og tilgange i et mix af bastant skulpturpraksis, teaterkulisser, sarte abstrakte genstande og konkret historie gentænkt via vævetradition. Der arbejdes med gestik, der arbejdes uden gestik. Der arbejdes konkret, der arbejdes abstrakt. Man skaber reelle rum, man skaber kulisser. De fem indbudte kunstnere har forskellige dagsordner. Meinild laver æstetiske undersøgelser omkring vores adfærdsmønstre og finder inspiration i teaterverdenens teorier. Nanna Debois Buhl hacker historien med vævebommens slag. Jørgen Fogs udstillingsbidrag er ekstremt stedsspecifikt. Med udgangspunkt i den gamle Høm Mølle, har Fog brugt stedet som base for hans totalinstallation, som man kan opleve igennem tremmerne i et vindue på ejendommen. I Lydia Hauge Sølvbergs arbejde går hun mere klassisk til værks med hendes ’tegnede skulpturer’, der udspringer fra skitsebogen. Og slutteligt kan man se Nina Nowaks sarte, men powerfulde værker, der går i dialog med gårdens maskiner, rå konstruktioner og dens processuelle genopbygningsfase.

Man kan opleve det store spænd i kunstneriske tilgange både centralt og decentralt fra d.15. maj til d.5. juni. Der vil ikke være nogen officiel åbning, da vi fortsat følger myndighedernes covid-restriktioner. Der vil være guidede ture (book via www.ringstedgalleriet.dk). Via de opsatte QR-koder ved værkerne kan man selv finde mere information fortalt af kunstnerne selv. Derudover holder Ringsted Galleriet åbent hver lørdag kl.13-16, hvor man kan hente mere information (bykort, værkinfo mm.) om værkerne ude i Ringsted.

––

Værkpræsentationer

Jørgen Fog / Strømningsrepositoriet, 2021

Ved: Hømmøllevej 13

Hvad viser du og hvorfor: “Med stedet som materiale og med udgangspunkt i skulptur, lader jeg i højere grad de processer og energier komme til syne, som er på stedet i forvejen, i noget der har begivenhedens karakter. Høm Mølle, der nævnes opført omkring 1530, og naturen omkring, repræsenterer nærmest en tidslomme, et historisk rum der stadig virker ret uberørt. Her strømmer det opstemmede vand fra Ringsted Å gennem vandmøllens skovlhjul, der før har drevet kværnen der malede korn. I dag driver møllen en dynamo, der producerer elektrisk strøm, som stadig supplerer husholdningen i hovedhuset til møllen. Nu og her leveres tillige elektricitet til vandpumpen, som jeg har installeret. Den pumper vand gennem slangen rundt i installationen med møllens gamle maskindele i det tidligere mølleri. Pumpen kan ses som en model af møllen, den mimer møllens funktion med omvendt fortegn. Den suger vand fra mølledammen, pumper det ud i slangen omkring de rustne maskindele fra møllen, og ud igen i møllekanalen. En rekonstruktion af det kredsløb møllen har i forhold til åen og energien fra vandkraften. Møllens maskindele agerer figurer med redskaber påsat, de er maskerede med frøkapsler af planten Kartebolle og pak-garn. Redskaberne og maskeringen med naturmaterialer kobler sceneriet til naturen, og giver det en understrøm fra folklore og en gotisk romance om forlokkelse og faren for at miste sig selv gennem sine lidenskaber. Sceneriet med installationen er aflukket, og ses igennem tremmerne for vinduet til rummet, der åbner sig mod himlen.”

 

Maria Meinild / ”Great Game of Power, 2021

Ved: Tinggade 9

Hvad viser du og hvorfor: Great Game of Power er en miniature biograf, som kan ses 24/7, gennem et lille hul i glas-montren ved Ringsted Kino. Her ses en video, hvori 4 politibetjente arrangerer stole i forskellige formationer. Instruktionen, jeg gav betjentene til disse optagelser, var: placer én af stolene sådan, at denne bliver tildelt en mere magtfuld position end de andre stole. Denne øvelse tager afsæt i den brasilianske teaterinstruktør og aktivist Augusto Boal’s arbejde med ‘Theatre of the Oppressed’. Iscenesættelsen udforsker repræsentationer af magt, gennem konstruktionen af et billede, bestående af hverdagsobjekter. Næsten 200 år før opfindelsen af biografen, var peepshows og raree shows, en form for både visuel underholdning og optisk eksperimentering. Mit værk genopliver dette format, og arbejder med spændinger mellem det offentligt tilgængelige og det skjulte, og mellem at overvåge og blive overvåget.”

Lydia Hauge Sølvberg / “blir veldig fort sliten i hendene, 2021

Ved: Ringsted Galleriet, Bøllingsvej 15

Hvad viser du og hvorfor: “Jeg har lavet et portræt af et kastanjetræ på en kasse. Valget af træ kommer af en slags genkendelse, jeg følte, da jeg kiggede på træet, og hvordan bladene var som store tunge hænder eller ører. Jeg har lavet flere af disse portrætter, hvor jeg har undersøgt retningen af – og vægten i bladene. Kassen kan ses som et fragment af noget større. Jeg har tænkt, at bladene blæser i vinden, og at det hele bliver blæst, som et lille sejl. Det lille betonbeslag, der ligger på jorden kan bruges til et reb for at holde dette sejl. Titlen er en sætning fra en dagbog. Jeg har valgt at lade den være på norsk.”

Nanna Debois Buhl / “Sunrise Patterns, 2021

Ved: Nørretorv 22

Hvad viser du og hvorfor: “Installationen Sunrise Patterns er et værk, der trækker forbindelser mellem vævens tråde og computerens programmering, mellem væveopskrifters og algoritmers logikker. I værket har jeg taget afsæt i et historisk Sunrise vævemønster fra 1800-tallet. Jeg har vævet rapporten, vævemønsterets mindste bestanddel, og derefter muteret mønsteret ved at ændre rytmen i min træden på vævens pedaler. Baseret på det historiske mønster har jeg desuden skabt en visuel algoritme, der forandrer mønsteret i en uendelig transformation. Samtidigt kan man på Ringsted Galleriets formidlingscentral se prints af væveopskrifterne til mine to vævninger; mønstre som også indgår i værkets visuelle algoritme.”

Nina Nowak / “MMAB. meet me at the beach”, 2021

Ved:Haslevej 174

Hvad viser du og hvorfor: “Jeg udstiller en ny værkserie bestående af silketryk på tekstil. Silketrykkene forestiller en tegneserie; et slags storyboard. Det konceptuelle grundlag for historien udgør en større gruppe værker, der består af udhuggede objekter i sten, installationer, billeder, videoanimationer og maskineri. Titlen på værket er MMAB. meet me at the beach. Handlingen starter inde i et bjerg. Gennem århundreder med menneskelig aktivitet er der udgravet et større system af tunneler i materialet. Det udgravede materiale er sandsten, der stammer fra fossilt sand. Historien er et slags kredsløb, som slutter, hvor det begyndte: på stranden.”

 

Kurateret af Jonas Kjeldgaard Sørensen / Morten K Jacobsen