udstilling-forstadier

Kristoffer Ørum / Aske Thiberg

FORSTADIER

28.02.26 – 11.04.26

Med 85 sekunder i dommedag åbner vi udstillingsåret og vores nye udstillingsprogram SYMPTOM på Ringsted Galleriet og hos vores nye, spændende samarbejdspartner Midt- og Vestsjællands Hospital i Ringsted. Udstillingen, FORSTADIER er en ukuelig og gakket duo-udstilling med Aske Thiberg og Kristoffer Ørum, der på ret forskelligvis kredser om behandlersystemets ikonografi. Udstillingen markerer samtidig begyndelsen på et nyt samarbejde mellem Ringsted Galleriet og Midt- og Vestsjællands Hospital på Bøllingsvej 30, hvor FORSTADIER også vil være at finde. Her har Thiberg og Ørum skabt en serie stedspecifikke værker bestående af fotos, skilte m.m., der både står i egen ret og samtidig er i dialog med udstillingen på Ringsted Galleriet.

FORSTADIER inviterer publikum ind i en udstilling, der med lige dele forførende, drømmende og mareridtsagtige videosekvenser, udforsker de vilkår det moderne behandler-sy(g)stem kan tilbyde os af terapi og omsorg. Mens hovedgrebet strejfer rundt om sundhedssystemet, er der flere indirekte afstikkere, som omhandler bias i sprogmodeller, datasæt, isolation og fremmedgørelse.

I et mere eller mindre mørklagt udstillingsrum på Bøllingsvej 15, kan man opleve to videoanimationer, der på skift ’indtage scenen’. Placeret midt i rummet står en smuk konstrueret træboks i menneskehøjde – et rum-i-rummet skabt af Aske Thiberg. I træboksen ses en projektion, der viser en videoanimation af et vanligt, klinisk, institutionelt rum med terapi-tapet, klimaanlæg, eludtag, tunge blå gardiner samt en stabelstol. Stolen er dog ikke bare en rekvisit eller et faktuelt tegn, som hos Joseph Kosuths One and Three Chairs. Den rummer og udtrykker i stedet menneskelig psykologi, som udspiller sig i en 8 minutter lang sekvens.

Videre bag træboksen, på endevæggen, dukker en ny kalejdoskopisk videoprojektion op. Her udfolder sig en animeret AI-utopi skabt af Kristoffer Ørum – en tvetydig video, der med glidende kamerabevægelser introducerer en tillokkende og samtidig truende virkelighed for behandlersystemet. Den 20 minutter lange videosekvens er på én gang et hack og en forførelse: noget smukt og noget foruroligende fremstår som to sider af samme sag. Gradvist træder en ny form for omsorgspersonel frem – kæmpe blå bænkebidere.

Disse væsener er ikke kun en projektion; de bebor nu også udstillingsrummet som blide, blinde væsener, der våger over udstillingen og publikum.

I forlængelse af FORSTADIER på Ringsted Galleriet fortsætter det tematiske spor på Midt- og Vestsjællands Hospital på Bøllingsvej 30, hvor Thiberg har lavet en billedserie, som udgør en horisontal sekvens set fra den ventendes synsvinkel. Her er de kæmpe blå bænkebidere trådt ud af skærmen og ind i virkeligheden – som opskalerede skulpturer, skilte og foldere, placeret på udvalgte steder rundt i hospitalet, hvor de våger over sundhedsvæsenet.

Udstillingsprogrammet SYMPTOM er et nyt samarbejde opstået mellem Ringsted Galleriet og Midt- og Vestsjællands Hospital i Ringsted. Med programmet bringes samtidskunst ind i hospitalets rum og skaber nye møder mellem kunst, teknologi og sundhed. Gennem fire udstillinger udforsker kunstnerne temaer som krop, spor, teknologi og systemer, hvor kunsten bliver et forstyrrende nærvær midt i omsorgens systemer.

VELKOMMEN til en animeret åbning på udstillingen FORSTADIER på lørdag den 28. februar kl. 12:00-16:00 på både Ringsted Galleriet og Midt- og Vestsjællands Hospital i Ringsted. Dagen begynder på Ringsted Galleriet, hvor man kan opleve videoinstallation, få en introduktion til værkerne af Thiberg og Ørum samt nyde en let tapas. Kl. 14:15 går vi i samlet flok over på Midt- og Vestsjællands Hospital på Bøllingsvej 30. Vi returnerer til Ringsted Galleriet kl.15:30, hvor vi slutter kl.16:00. Vi håber at se jer!

Kunstnerprofil

Kristoffer Ørum (f. 1975, Danmark) er uddannet fra Goldsmiths College, London og Det Kgl. Danske Kunstakademi (2006). Han er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet i menneske-AI-samarbejde og medlem af Legatudvalget for Billedkunst ved Statens Kunstfond. Han har udstillet og optrådt nationalt såvel som internationalt på bl.a. Center for Book Arts NYC, Or Gallery, Berlinische Galerie, ARoS samt diverse kunstnerdrevne initiativer. Ørums praksis kredser om algoritmer og systemer, som bearbejdes via fotocollager og skulpturelle prints med humoristiske og kontrafaktiske vinkler.

Kristoffer Ørum er en særlig kunstnerisk bænkebider på den danske kunstscene, som gladeligt lader sig føre afsted til de steder, hvor idiosynkrasien tager ham hen; fra ‘Putins næse’, signalkrebs til bænkebidere, hvor det storpolitiske og det undseelige kædes sammen på ganske troværdigt vis. Klenodier, nationale holdepunkter, ikoner og diverse forankrede forestillinger smider Ørum igennem sprogmodeller og prompter nye kontekster frem, der bryder med det kollektive billede. Det ses bl.a. i værkserien Frihed, Lighed og Hiphop, hvor politiske koryfæer som socialdemokraten Anker Jørgensen springer ud som durkdreven DJ til stor glæde for Borgens øvrige personager.

Teknologien, de digitale muligheder og subkulturer er omdrejningspunktet hos Ørum, hvor begejstring og kritik ikke er modsætninger, men et kompliceret vilkår, der kan lede til nye erkendelser. Som Ørum har udtalt: “Nam June Paik sagde engang, at han brugte teknologi for at kunne hade den på et mere oplyst grundlag.” Ørum bygger op og bryder ned i et skønt mix af umiddelbarhed og skarpt intellekt, der balancerer mellem hverdag og kunst, autenticitet og konstruktion.

Aske Thiberg (f. 1994, Sverige) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (2023). Han er modtager af Årets Talentpris på Charlottenborgs Forårsudstilling og hans værker er repræsenteret i Malmö Konstmuseums permanente samling. Thiberg har bl.a. udstillet på Copenhagen Contemporary, Düsseldorf Kunstverein, O-Overgaden Institut for Samtidskunst og M100 i Odense. Thibergs praksis er funderet i de tidsbaserede medier, der indbefatter performance, video, tekst og musik.

Aske Thibergs praksis spænder bredt fra 3D-animationer til dans, den såkaldte ‘locking’, hvis koreografi er stramt styret af enkelhed, gentagelse. Bevægelsen minder om en fastlåst, hakkende algoritme, der gradvis udvikler sig trin for trin efter et surrealistisk kausalitetsprincip. Den såkaldte ‘locking’, som Thiberg har danset siden barndommen, ses også i hans 3D animationer, hvor gentagelse og ‘låsthed’ dyrkes, såsom i i værket ‘iiiiiiiii’, hvor tændstikker multipliceres oven på hinanden.  Selvom både dansen og 3D animationer fokuserer på bevægelser, er det bærende element en undersøgelse af identitet. Identitet via accessories og subkulturelle pejlemærker, der er i sneakers, en fodboldtrøje eller en blå regnjakke.

Med kombinationen af ‘locking’ og 3D-animation skaber Thiberg et unikt møde mellem to måder at opfatte kroppen på: Danseren, hvis bevægelser er forankret i fysisk tilstedeværelse og et personligt udtryk og 3D-avataren, der repræsenterer en anonym, ikke-fysisk identitet. Et kontrastfyldt møde, der stiller spørgsmål om forholdet mellem krop og sind, identitet og anonymitet. Thiberg er drevet af et ønske om at dykke ned i mere personlige, surrealistiske temaer: “hvor jeg reflekterer over hverdagsøjeblikke, stille dagdrømme og følelsen af fremmedgørelse, der nogle gange opstår midt i vores hyperforbundne verden”.

Fernisering: Søndag den 28. februar kl. 12.00 – 16.00 på Ringsted Galleriet / Ringsted Sygehus

Udstillingsperiode: 28. februar – 11. april 2026

Åbningstider:
Ringsted Galleriet
Søndage fra kl. 12.00 – 15.00 eller efter aftale
Midt- og Vestsjællands Hospital
Hverdage kl. 09.00 – 17.00 søndage 11.00 – 15.00 (lukket lørdag)

Ringsted Galleriet
Bøllingsvej 15, 4100 Ringsted
ringstedgalleriet.dk
ringstedgalleriet.contact@gmail.com
Kontakt: Morten K Jacobsen, tlf. 42201111

Midt- og Vestsjællands Hospital
Bøllingsvej 30, 4100 Ringsted

FAKTA:  Udstillingsprogrammet ’SYPMTOM’ består af i alt 4 udstillinger, som finder sted på Ringsted Galleriet samtidig med at udstillingsplatformen er udvidet til Midt- og Vestsjællands Hospital i Ringsted:

28.02.26-11.04.26
FORSTADIER v/ Kristoffer Ørum og Aske Thiberg

25.04.26-06.06.26
SYMPTOM II v/ Nanna Starck

22.08.26-03.10.26
SYMPTOM III v/ Charlotte Thrane og Marie Søndergaard Lolk

17.10.26-28.11.26
SYMPTOM IV v/ Bjørn Poulsen, Julie Falk og Tore Hallas

Med programmet ‘SYMPTOM’ ønsker vi at undersøge de systemer, vi lever i – fra kroppens skrøbelighed til teknologiens strukturer og samfundets institutioner. I samarbejde med Midt- og Vestsjællands Hospital bevæger kunsten sig ind i hospitalets rum og lader det kliniske og kontrollerede møde det sanselige og uforudsigelige. Gennem fire udstillinger kredser kunstnerne om mennesket som biologisk, social og digital størrelse – fra det intime og personlige til de større sammenhænge og systemer, vi dagligt navigerer i. Med SYMPTOM træder kunsten frem som et forstyrrende og undersøgende nærvær midt i omsorgens systemer.

Ringsted Galleriet er et kunstnerdrevet udstillingssted, som har eksisteret siden 1982. Til en start var det beliggende i en baggård på Nørregade 8, men i 1995 flyttede det i større lokaler på Bøllingsvej 15, som både har huset lager, maskinværksted, trykkeri og landbrugsmuseum. Flytningen åbnede op for nye muligheder i form af etablering af en billedskole, som i dag betegnes som Ringsted Galleriets Formidlingscenter. I dag består Ringsted Galleriet af ét stort udstillingsrum på 130m2 og to undervisningslokaler, hvor samtidskunsten og dets aktuelle tematikker og teknikker formidles til både børn, unge og voksne.

Igennem årtier har Ringsted Galleriet været med til at bringe nogle af Danmarks vigtigste kunstnere til Ringsted. Kvalitetskunst bør være for alle, og bør være noget der er forankret i dagligdagen. Derfor er ønsket med udstillingsprogrammet ’SYMPTOM’ og fremtidige programmer, at skabe større synlighed omkring samtidskunsten, samtidig med at formidlingen vægtes. Find mere information om udstillingsprogrammet ’SYMPTOM’ og dets formidlingsprogram såsom guidede ture, workshops etc. på Ringsted Galleriets hjemmeside: www.ringstedgalleriet.dk

Udstillingsprogrammet SYMPTOM er generøst støttet af:

Værkproduktion til FORSTADIER er generøst støttet af: