event-udredning

UDREDNING

En audiovisuel event af Mogens Jacobsen og Jonas Fritsch

03.04.24

Onsdag den 3. april kl. 11:00 / 15:00 / 18:00 (tre sessioner á 45-60 min varighed)

 KINO KULTUR RINGSTED, Tinggade 9, 4100 Ringsted 

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding via Billetto

Det er med stor glæde, at Ringsted Galleriet og KINO KULTUR RINGSTED inviterer til den audiovisuelle event UDREDNING af billedkunstner Mogens Jacobsen og forsker Jonas Fritsch på KINO KULTUR RINGSTED.

 Hvad vil det sige, at være forælder til et barn i udredning? Hvordan starter det, hvad sker der, hvem møder man og hvordan føles det? 

UDREDNING er baseret på erfaringer fra forældre, der har fået udredt deres børn for sjældne sygdomme. Værket bruger lyd, billeder og teknologi til at blande virkeligheder og giver mulighed for at dele forældrenes oplevelser.

UDREDNING er lavet i samarbejde med forskerne Jonas Fritsch og Christopher Gad fra IT-Universitetet i København og Affective Interactions & Relations (AIR) Lab. UDREDNING er en del af Ringsted Galleriets kuratoriske udstillingsprogram X og i samarbejde med KINO KULTUR RINGSTED. Kunstner Mogens Jacobsen og forsker Jonas Fritsch vil være tilstede ved eventen, hvor de vil give en introduktion til værket samt svare på spørgsmål fra publikum. 

UDREDNING er et audiovisuelt værk af Mogens Jacobsen, der inviterer besøgende ind i den virkelighed, man kan opleve, når man er forælder til et barn i udredning for en sjælden sygdom. I Danmark er mellem 30-50.000 diagnosticeret med en kendt, sjælden sygdom. For at en sygdom skal være sjælden, skal der være max 1-2 tilfælde pr. 10.000 i befolkningen. Den udredningsproces, der går forud for en egentlig diagnose af primært børn, kan vare fra få måneder til flere år. Processen er ofte karakteriseret ved stor usikkerhed, mange informationer og systemer, der ofte er i konflikt med hinanden, og et stort følelsesmæssigt arbejde for forældrene. Dette bliver forstærket af, at disse forældre ofte ikke er en del af et større sociale netværk, der først kommer med en egentlig diagnose.

UDREDNING bygger på interviews og erfaringer med flere forældrepar, der enten har været igennem en udredningsproces eller er i gang med en. Installationen bruger lyd, billeder og teknologi til at formidle de møder, mennesker, rum og følelser man som forælder går igennem i sådan en proces.

UDREDNING fungerer som et slags talerør, så for eksempel personale og sundhedspersonale får en dybere indsigt i, hvad forældre til børn i udredning gennemlever. Samtidig kan man som forældre til et barn under udredning få fornemmelsen af at blive hørt og set. Og på tværs af alle besøgende, kan installationen være med til at starte en vigtig samtale om noget, der er svært at sætte ord på.

UDREDNING er en del af udstillingen Restruktion – omsorg og maskiner af Mogens Jacobsen, som kan opleves på Ringsted Galleriet indtil den 6. april, hvor vi her vil afholde finissage fra kl. 13-17 med let tapas og hyggeligt samvær. Kunstneren vil være tilstede.

Mere info:
ringstedgalleriet.dk / ringstedgalleriet.contact@gmail.com
Kontakt: Morten K Jacobsen, tlf. 42201111

FAKTA:  Udstillingsprogrammet ’X’ består af i alt 4 udstillinger, som vil finde sted på Ringsted Galleriet samtidig med at nogle aktiviteter ligeledes vil sprede sig til KINO Kultur Ringsted:

24.02.24-06.04.24 Mogens Jacobsen

27.04.24-08.06.24 Miriam Kongstad

24.08.24-05.10.24 Filip Vest

26.10.24-07.12.24 Rose English

Ringsted Galleriet er et kunstnerdrevet udstillingssted, som har eksisteret siden 1982. Til en start var det beliggende i en baggård på Nørregade 8, men i 1995 flyttede det i større lokaler på Bøllingsvej 15, som både har huset lager, trykkeri og landbrugsmuseum. Flytningen åbnede op for nye muligheder i form af etablering af en billedskole, som i dag betegnes som Ringsted Galleriets Formidlingscenter. I dag består Ringsted Galleriet af ét stort udstillingsrum på 130m2 og to undervisningslokaler, hvor samtidskunsten og dets aktuelle tematikker og teknikker formidles til både børn, unge og voksne.

Igennem årtier har Ringsted Galleriet været med til at bringe nogle af Danmarks største kunstnere til Ringsted. Kvalitetskunst bør være for alle, og bør være noget der er forankret i dagligdagen. Derfor er ønsket med udstillingsprogrammet ’X’ og fremtidige programmer, at skabe større synlighed omkring samtidskunsten, samtidig med at formidlingen vægtes. Find mere information om udstillingsprogrammet ’X’ og dets formidlingsprogram såsom guidede ture, workshops etc. på Ringsted Galleriets hjemmeside: www.ringstedgalleriet.dk