IND I KUNSTEN
Børneudstilling og Åben Workshop på Ringsted Galleriet
Lørdag den 15. juni kl. 10.00 – 16.00
Et landskab med mystiske fantasiblomster, bemalede jordsokker og grafiske collagetryk, der emmer af energi. Det er blandt andet noget af det, som man kan opleve, når Ringsted Galleriet slår dørene op til årets store børneudstilling og åben workshop for hele familien.
I skoleåret 2023/24 har omkring 350 elever fra 19 skoleklasser fra Ringsted Kommune været på et billedkunstnerisk 2-dagsforløb på Ringsted Galleriet i forbindelse med den børnekulturelle indsats, Kumult! Under forløbet er eleverne blevet introduceret til klassiske tegne- og maleteknikker. De er kommet helt tæt på den nyeste og fremmeste samtidskunst, som bl.a. tager afsæt i vores nære, landlige omgivelser i udstillingsprogrammet ’LANDBRUGLAND’ (2023) samt det teatralske i hverdagen i programmet ’X’ (2024) i samarbejde med KINO Kultur Ringsted.
I udstillingen ’Stedsspecifik’ (2023) med kunstnerne, Peter Kruse Larsen og Peter Højbjerg har eleverne bl.a. fået mulighed for at prøve kræfter med landskabsmaleri og performancekunst. De har lavet deres egne landskabssokker efter ‘evighedsvandring’ med inspiration fra performanceværket “BØVL-LØSNING-BØVL-∞” (2021) af Højbjerg, som har vandret i et 8-tal mellem de jyske byer, Bøvl og Løsning. I udstillingen, Restruktion (2024) af billedkunstner, Mogens Jacobsen, har eleverne har stiftet bekendtskab med den nyeste teknologi. I værket ‘Flora 1-18’ (2024) har Jacobsen arbejdet med ‘tankelæsning’ af blomstermotiver ved hjælp af hjernescanninger i samarbejde med den japanske hjerneforsker, Yukiyasu Kamitani. På værkstedet har eleverne dernæst lavet hukommelsestegninger og skabt deres egne fantasiblomster ved hjælp af bl.a. bemalet ler og fundne materialer. Sidst men ikke mindst har eleverne arbejdet med kropslige energier i forbindelse med udstillingen ’Powerhouse’ af Miriam Kongstad. I udstillingen har eleverne bl.a. udforsket de forskellige energier, som deres egen krop kan udføre ved at tegne med forskellige hænder, og de har arbejdet med grafiske overførselsteknikker af fundne motiver fra magasiner og internettet for dernæst at give deres billedlige bud på egne energier.
Billedkunstneriske forløb, som skaber relation mellem den nyeste samtidskunst og elevernes egen hverdag
Kendetegnende for hvert forløb er, at der er taget udgangspunkt i de aktuelle, kunstneriske processer, som repræsenteres på Ringsted Galleriet for derved at sætte den i relation til elevernes egen hverdag, drømme og tanker. Billedkunstforløbet er tilpasset 2. klassetrin og er varetaget af Heidi Hove, som er co-daglig leder på Ringsted Galleriet i samarbejde med Morten K. Jacobsen. Som uddannet billedkunstner og formidler har hun tilegnet sig et bredt, fagligt fundament indenfor kunst, undervisning og formidling og har været en del af KUMULT! siden dets start i 2021. Hun uddyber:
Elevernes arbejde med de kunstneriske processer skaber ikke kun nye muligheder for den enkelte men også nye måder at være sammen på. Under forløbet er eleverne både blevet introduceret til koncentrationsøvelser men også frigørende processer. I dag er mange elever meget resultatorienterede. I billedkunst øver de sig i at være i processen, at komme ud af kontrol, at fejl kan være konstruktive og mulighedsskabende. Eleverne har eks. lavet selvportrætter i blindkonturtegning, og de tegner uden brug af viskelæder.
På børneudstillingen kan man bl.a. finde projekter, som er fremstillet under besøg af Nebs Møllegård, Ådalskolen, Byskovskolen, Dagmarskolen, Søholmskolen, Valdemarskolen, Nordbakkeskolen, Vigersted Skole, Sct. Joseph Skole, Ringsted Lilleskole, Allindelille Friskole og Ringsted Ny Friskole.
’Ind i Kunsten’ – en del af et stort, tværkommunalt projekt
’Ind i Kunsten’ er del af en større tværkommunal indsats, KUMULT! som finder sted i de seks kommuner i Kultur-region Midt- og Vestsjælland: Ringsted, Lejre, Slagelse, Holbæk, Kalundborg og Odsherred. Det er Kulturregion Midt- og Vestsjællands hidtil største og mest ambitiøse børnekulturelle satsning, som er skudt i gang med inspiration fra Lejre Kommune, der ligeledes er tovholder på hele indsatsen. Målet er at styrke børns kreative kompetencer gennem årlige kulturforløb for alle årgange; fra vuggestue til 9.klasse.
Velkommen til åbning på børneudstillingen på lørdag den 15. juni fra kl. 10-16, hvor der ligeledes vil være åbent hus og værksted for alle besøgende, hvor man prøve kræfter med nogle af de samme materialer og teknikker, som børnene har arbejdet med i forbindelse med deres forløb på Ringsted Galleriet.
––
Åbning: Lørdag den 15. juni kl. 10.00 – 16.00
Ringsted Galleriet
Bøllingsvej 15
4100 Ringsted
ringstedgalleriet.dk
ringstedgalleriet.contact@gmail.com
Kontakt: Heidi Hove, tlf. 30428727
––
FAKTA: Udstillingsprogrammet ’X’ består af i alt 4 udstillinger, som finder sted på Ringsted Galleriet samtidig med at nogle aktiviteter ligeledes vil sprede sig til KINO Kultur Ringsted – en af Danmarks ældste biografer. Alle kunstnerne i programmet arbejder i et billedkunstnerisk konglomerat af video, lyd, installation og performance. Ønsket er at skabe et program, der tager afsæt i det digitale medie samtidig med, at der arbejdes med performativitet og installation i en rammesætning, der dekonstruerer teknologi, hverdag, køn, historie og mytologi.
24.02.24-06.04.24 Mogens Jacobsen
27.04.24-08.06.24 Miriam Kongstad
24.08.24-05.10.24 Filip Vest
26.10.24-07.12.24 Rose English
Ringsted Galleriet er ferielukket fra den 16. juni til 23. august 2024.
Sæt kryds i kalenderen til den 24. august, hvor den tredje udstilling, ’Self Tape’ af Filip Vest åbner i programmet ’X’.
Ringsted Galleriet er et kunstnerdrevet udstillingssted, som har eksisteret siden 1982. Til en start var det beliggende i en baggård på Nørregade 8, men i 1995 flyttede det i større lokaler på Bøllingsvej 15, som både har huset lager, trykkeri og landbrugsmuseum. Flytningen åbnede op for nye muligheder i form af etablering af en billedskole, som i dag betegnes som Ringsted Galleriets Formidlingscenter. I dag består Ringsted Galleriet af ét stort udstillingsrum på 130m2 og to undervisningslokaler, hvor samtidskunsten og dets aktuelle tematikker og teknikker formidles til både børn, unge og voksne.
Igennem årtier har Ringsted Galleriet været med til at bringe nogle af Danmarks største kunstnere til Ringsted. Kvalitetskunst bør være for alle, og bør være noget der er forankret i dagligdagen. Derfor er ønsket med udstillingsprogrammet ’X’ og fremtidige programmer, at skabe større synlighed omkring samtidskunsten, samtidig med at formidlingen vægtes. Med støtte fra Statens Kunstfund tilbydes gratis 1-2 dags skoleforløb, der er tilpasset alle klassetrin efter først til mølle-princip. Hvis du eller din skoleklasse er interesseret så find mere information om udstillingsprogrammet ’X’ og dets formidlingsprogram såsom guidede ture, workshops etc. på Ringsted Galleriets hjemmeside: www.ringstedgalleriet.dk eller kontakt os for booking af forløb.
Udstillingsprogrammet ’X’ og dets formidlingsaktiviteter er med stor tak støttet af: