IND I KUNSTEN
Børneudstilling og Åben Workshop på Ringsted Galleriet
Lørdag den 13. juni 2026 kl. 10.00 – 16.00
Lange ben, tynde ben, gamle arme, stærke arme, stor krop, lille krop, splittet krop eller måske et hestehoved. Der er ingen grænser for, hvordan kroppen kan se ud, når Ringsted Galleriet lørdag den 13. juni åbner årets store børneudstilling IND I KUNSTEN. I forbindelse med åbningen vil der desuden være åben familieworkshop for alle interesserede.
I løbet af skoleåret 2025/26 har 24 skoleklasser fra 14 skoler i Ringsted Kommune deltaget i Ringsted Galleriets billedkunstforløb som en del af den børnekulturelle indsats KUMULT! Med afsæt i årets udstillinger har eleverne arbejdet med temaerne krop, identitet, erindring og forvandling.
Gennem mødet med samtidskunsten har eleverne undersøgt, hvordan kroppen kan fortælle historier om os selv, vores relationer og de forandringer, vi oplever gennem livet. På værkstedet har de arbejdet med blandt andet gips, tegning, akvarel og skulpturelle eksperimenter, hvor de har sammensat nye og fantasifulde kroppe af forskellige materialer.
Årets forløb har taget udgangspunkt i Ringsted Galleriets udstillingsprogrammer AUTO og SYMPTOM. Hvor efterårets forløb kredsede om hukommelse og familiefortællinger, har forårets fokus været kroppen i forandring og de forestillinger, vi har om normalitet, forskellighed og fællesskab.
»Det har været nogle store emner, men også emner som vedrører børn. Kunst kan skabe et rum, hvor vi tør tale om ting, som ellers kan være svære – eksempelvis sygdom, sorg eller det at føle sig anderledes. Samtidig har eleverne oplevet, at der ikke findes én rigtig måde at tegne, tænke eller være på« fortæller Heidi Hove, som er ansvarlig for forløbene på Ringsted Galleriet, som er tilpasset 2. klassetrin. Hun er uddannet billedkunstner og formidler og har siden 2019 været daglig leder på Ringsted Galleriet i samarbejde med Morten K. Jacobsen.
Forløbene har ikke alene handlet om færdige resultater, men også om modet til at eksperimentere. Eleverne har arbejdet med forskellige kunstneriske metoder, der udfordrer vanetænkning og giver plads til fejl, tilfældigheder og nye opdagelser.
På udstillingen kan man opleve værker skabt af elever fra Nebs Møllegård, Byskovskolen, Dagmarskolen, Sct. Joseph Skole, Nordbakkeskolen, Ringsted Ny Friskole, Søholmskolen, Gyrstinge Skole, Valdemarskolen, Kværkeby Friskole, Ringsted Privatskole, Vigersted Skole, Ringsted Lilleskole og Allindelille Friskole.
’IND I KUNSTEN’ – en del af et stort, tværkommunalt projekt
’Ind i Kunsten’ er del af en større tværkommunal indsats, KUMULT! som finder sted i de seks kommuner i Kultur-region Midt- og Vestsjælland: Ringsted, Lejre, Slagelse, Holbæk, Kalundborg og Odsherred. Det er Kulturregion Midt- og Vestsjællands hidtil største og mest ambitiøse børnekulturelle satsning, der blev skudt i gang i 2021 med inspiration fra Lejre Kommune, der ligeledes er tovholder på hele indsatsen. Målet er at styrke børns kreative kompetencer gennem årlige kulturforløb for alle årgange; fra vuggestue til 9.klasse.
Velkommen til åbning af børneudstillingen IND I KUNSTEN på lørdag den 13. juni fra kl. 10-16, hvor der ligeledes vil være åbent hus og værksted for alle besøgende, hvor man prøve kræfter med nogle af de samme materialer og teknikker, som eleverne har arbejdet med i forbindelse med deres forløb på Ringsted Galleriet.
––
Åbning: Lørdag den 13. juni 2026 kl. 10.00 – 16.00
Ringsted Galleriet
Bøllingsvej 15
4100 Ringsted
ringstedgalleriet.dk
ringstedgalleriet.contact@gmail.com
Kontakt: Heidi Hove, tlf. 30428727
––
FAKTA: KUMULT! har fundet sted i skoleåret 2025/26 under udstillingsprogrammet AUTO (2025) i samarbejde med Selandia Automobiler og SYMPTOM (2026) i samarbejde med Midt- og Vestsjællands Hospital i Ringsted. Det igangværende program SYMPTOM er kurateret af Heidi Hove og Morten K. Jacobsen, som har samlet et stærkt hold af kunstnere, som på forskellig vis behandler emner og ’symptomer’ på vores virkelighed. Gennem programmets fire udstillinger bringes samtidskunsten ind i hospitalets rum og skaber nye møder mellem kunst, teknologi og sundhed.
28.02.26-11.04.26 FORSTADIER v/ Kristoffer Ørum og Aske Thiberg
25.04.26-06.06.26 SYMPTOM v/ Nanna Starck
22.08.26-03.10.26 SYMPTOM III (arbejdstitel) v/ Charlotte Thrane og Marie Søndergaard Lolk
17.10.26-28.11.26 SYMPTOM IV (arbejdstitel) v/ Bjørn Poulsen, Julie Falk og Tore Hallas
Kendetegnende for hver udstilling i programmet, er at den dels vil finde sted på Ringsted Galleriet og dels på Midt- og Vestsjællands Hospital i Ringsted. Her får kunsten mulighed for at dukke op i de offentligt tilgængelige områder såsom venteværelser, gennemgangsrum, foyer og udendørsarealer – men også i personalerum såsom kantine, mødelokaler, gangarealer m.v. Midt- og Vestsjællands Hospital i Ringsted fungerer som teknologisk, administrativt og forskningsmæssigt knudepunkt med ca. 500 ansatte som hovedsagelig arbejder med digitale løsninger til hele regionens sundhedsvæsen og administration. Selvom den traditionelle hospitalsdrift er reduceret, rummer sygehuset stadig sundhedsfaglige funktioner som blodprøvetagning, jordemoderkonsultationer og psykiatriske tilbud.
Ringsted Galleriet er et kunstnerdrevet udstillingssted, som har eksisteret siden 1982. Til en start var det beliggende i en baggård på Nørregade 8, men i 1995 flyttede det i større lokaler på Bøllingsvej 15, som både har huset lager, maskinværksted, trykkeri og landbrugsmuseum. Flytningen åbnede op for nye muligheder i form af etablering af en billedskole, som i dag betegnes som Ringsted Galleriets Formidlingscenter. I dag består Ringsted Galleriet af ét stort udstillingsrum på 130m2 og to undervisningslokaler, hvor samtidskunsten og dets aktuelle tematikker og teknikker formidles til både børn, unge og voksne.
Igennem årtier har Ringsted Galleriet været med til at bringe nogle af Danmarks vigtigste kunstnere til Ringsted. Kvalitetskunst bør være for alle, og bør være noget der er forankret i dagligdagen. Derfor er ønsket med udstillingsprogrammet ’SYMPTOM’ og fremtidige programmer, at skabe større synlighed omkring samtidskunsten, samtidig med at formidlingen vægtes. Find mere information om udstillingsprogrammet ’SYMPTOM’ og dets formidlingsprogram såsom guidede ture, workshops etc. på Ringsted Galleriets hjemmeside: www.ringstedgalleriet.dk
Udstillingsprogrammet SYMPTOM og dets formidlingsprogram er med stor tak støttet af: