program2021-udstillinger

SAMMENSTØD

UDSTILLINGSPROGRAM

2021

06.03.21– 20.11.21

SAMMENSTØD 1

Henrik Plenge Jakobsen / Maria Wæhrens / Anders Visti / Mette Clausen

06.03.21– 05.04.21

Vi er stolte over at kunne åbne programmet SAMMENSTØD med udstillingen, SAMMENSTØD 1 med billedkunstnerne, Henrik Plenge Jakobsen, Maria Wæhrens, Mette Clausen og Anders Visti. De er sat sammen i et ublu stævnemøde af myter, erindringer, hårde statements og snørklede koder. Vi har materialernes alvor og kodernes digitale poesi. De udvalgte kunstnere deler interesse for at hacke sprog og masse, men gør det med væsensforskellige æstetiske tilgange.

SAMMENSTØD 2

Carl Plum / Lise Harlev / Thomas Bo Østergaard / Tue Greenfort / MC Coble

10.04.21 - 01.05.21

Med udstillingen, SAMMENSTØD 2 ønsker vi at understrege det modstridende aspekt vi ser hos de fire udstillere og deres fælles interesse for at skabe diskrete, undergravende og til tider underskønne fremmedlegemer i natur, i køn, i sprog, i kultur og i magtstrukturer. Enigheden ligger i det undergravende, men IKKE i måden man opnår det undergravende. Vi ønsker her at præsentere nogle kunstnere med forskellige æstetiske tilgange i deres subversive ærinder. Kunstnerne kredser på forskelligvis omkring konstruktion af autenticitet.

SAMMENSTØD 3

Maria Meinild, Jørgen fog / Lydia Hauge Sølvberg / Nina Novak / Nanna Debois Buhl

15.05.21 - 05.06.21

SAMMENSTØD 3 er et sammenstød mellem generationer og skulpturelle tilgange, der problematiserer vores forhold til kroppen som meterstok og magisk dukke. Det er et mix af bastant skulpturpraksis, flimrende dukketeater, sarte abstrakte genstande og konkrete konceptuelle objekter. Der arbejdes med gestik, der arbejdes uden gestik, æstetisering af mennesket og æstetisering af samfundet. På denne udstilling vil bl.a. finde Nina Novaks storslåede og sarte silketryk, en ny video-installation af Maria Meinild i et tomt butikslokale og Jørgen Fogs industrielle æstetik komme til udtryk ved Høm Mølle.

SAMMENSTØD 4

FORHAVE

Jørgen Carlo Larsen / Mo Maja Moesgaard / Maria Gondek / Thorgej Steen Hansen / Karin Lorentzen / Fredrik Tydén

27.08.21 – 18.09.21

Gruppe-udstillingen, Forhave finder sted i en række forhaver i Ringsted. Her finder man mange forskellige forhaver. Nogle er lukkede mens andre er åbne. Nogle er vilde mens andre er ordnede. Nogle er med masser af blomster, buske, grus og fuglebad mens andre er minimale og enkle i udtryk. Hver have fortæller noget om de mennesker, som bor i husene. På udstillingen, Forhave arbejder kunstnerne med de i forvejen personlige rum, for derved at åbne op for nye udtryk og samtaler på villavejene. Vi har inviteret en række kunstnere, som hver især arbejder med et kunstnerisk udtryk, der ikke kun vil gå i clinch med de tilstedeværende udtryk på vejen, men også de indbyrdes udtryk kunstnerne imellem.

SAMMENSTØD 5

KROP UDEN TITEL

Freja Niemann Lundrup / Tove Storch

02.10.21 – 24.10.21

Her bringes to kunstnere sammen, som begge arbejder med skulpturelle og rummelige værker. Men her hører ligheden måske også op, for mens Tove Storch kombinerer det stringente og minimale med en sart og delikat tone, er Freja Niemann Lundrups værker mere bastante og organiske i deres udformning. Heraf er denne udstilling et sammenstød mellem to skulpturelle poler og temperamenter og generationer.

SAMMENSTØD 6

OFF-TRACK-LYS-FÆNOMEN

Simon Lindhardt / Vinyl -Terror & -Horror / Lis Nogel

30.10.21 - 20.11.21

Hvis vi anerkender den præmis, at der kan trækkes paralleller mellem det abstrakte billesprog og den instrumentale musik, idet at begge fænomener ikke opererer med konkrete tegn, som man finder i sangteksten eller det figurative billede, så anerkender vi også den tråd som trods alt binder dette sammenstød af meget forskelligartede udtryk sammen. På udstillingen møder Vinyl -Horror & -Terros´s urovækkende Georg Gearløs lydinstallationer, Simon Lindhardts enkelte, stringente og geometriske malerier med Lis Nogels poetiske, sarte eller luftige linjeføring.