Trine Søndergaard / Nicolai Howalt / Tina Maria Nielsen / Rune Bering /
Klaus Thejll Jakobsen
JUBILÆUM 4
14.08.22 – 03.09.22
Fotografiske bannerværker med fokus på den kvindelige sorg og livets sol betragtet gennem teknologiens linse, overraskende og detaljerede kunstobjekter som mimer byggeaffald, en serie farverige ’landskabsbilleder’, som har været igennem den digitale maskine, og massive aluminiums objekter af restprodukterne fra selve skulptur-processen. Det er de værker, som man kan opleve, når Ringsted Galleriet slår dørene op til fjerde udstilling i programmet, JUBILÆUM. Ringsted Galleriet har 40-års jubilæum. Det fejrer vi hele året med kunst i byrum såvel som udstillingsrum.
Til hver udstilling i jubilæumsprogrammet forbindes Ringsted Galleriets lange, fine udstillingshistorie med den nyeste samtidskunst. Til den fjerde udstilling i rækken har vi inviteret Tina Maria Nielsen (f. 1964) tilbage til Ringsted Galleriet. Hun gøres selskab af Rune Bering (f. 1984) og Klaus Thejll Jakobsen (f. 1964) i udstillingsrum, mens man på byens gadeoverhængende wires finder fotografiske værker af Trine Søndergaard (f. 1972) og Nicolai Howalt (f. 1970).
I udstillingsrummet vender Tina Maria Nielsen blikket mod selve skulpturprocessen. Restprodukterne og skallerne fra afstøbningsprocessen er omdrejningspunktet i den nyproducerede værkserie “Follow Follow” som er en række massive aluminiumsobjekter, der svinger imellem det abstrakte og konkrete. Hvor det oftest hos Nielsen er de ordinære genstande (mobiltelefon, stikkontakter osv.) der vises frem med en ny materialitet, er fokus her på dét, som ligger før det umiddelbart synlige. I serien “Follow Follow” får afstøbningsmatricen en ny materialitet og eleveres til værk.
Samme interesse for hverdagens materialitet ses også hos Klaus Thejll Jakobsen, som præsenterer to, nye skulpturer i udstillingsrummet. Her replikeres hverdagens oversete, masseproducerede genstande og tilfældige kompositioner fra eksempelvis byrum. Hos Jacobsen opdager man dog ved nærmere inspektion, at objektets funktionalitet og værdi er blevet forvrænget af den nye kontekst og materialitet. Det kaster ikke kun et nyt blik på de hverdagslige objekter men stiller også spørgsmål til vores forestilling om kunst.
I udstillingsrummet viser Rune Bering en serie, farverige ”landskabsmalerier”. Her er dog Ikke tale om landskabsmaleri i traditionel forstand, men snarer teknologiens landskaber. Motivet er himlen og såkaldte stock-fotos, som er fundet i online billedbanker. Ved igen-og-igen at køre det samme papir igennem en laserprinter – uden at printe (!), er billedets farvetoner opstået og kommer nu på forsimplet vis til at ligne de oprindelige himmelmotiver for derved at pege på menneskets medierede forhold til natur.
Lignende interesse for mediers indvirken på vores perception på naturfænomener ses også hos Nicolai Howalt, som præsenterer værket “Light Break” fra 2015 i et nyt, eksperimenterende lys på wires. De fotografiske bannerværker afspejler det uhåndgribelige, som solens både livsgivende og faretruende energi og stråler. Nicolai Howalts metoder og eksperimenter afspejler en grundlæggende interesse for fotografi og lys som materiale, og i dette tilfælde lader han lyset blive motivet på flere plan. Man finder her et dokumentarisk og æstetisk møde mellem fotografi, historie, videnskab og kunst.
Midt i byrummet finder man også den fotografiske serie “Untitled Lace” fra 2015 af Trine Søndergaard. Serien viser en række kvindeansigter, som med lukkede øjne er tildækket af historiske sørgekniplinger fra Frankrig. Sørgekniplingerne repræsenterer en skjult og glemt historie, der knytter sig til en kvindelig erfaringsverden. Motivet er trykt på semitransparente flag, som mimer det portrætterede kniplingestof. Som en modvægt til bybilledets gængse reklameunivers viser “Untitled Lace” et feminint, privat og introvert rum, som sjældent er synligt i byrummet.
Til årets fjerde udstilling har vi sat fem, toneangivende kunstnere i stævne, som alle er kendetegnende ved, at de arbejder med materialitet, historie eller teknologi omend det er gennem skulptur eller trykte medier. På forskelligvis kastes et nyt blik på det henkastede, det glemte, og det skjulte for derved at pege på hverdagslige emner og eksistentielle tilstande, som spænder fra det helt personlige og intime til det store kosmos.
Velkommen til åbning på udstillingen, JUBILÆUM 4 på lørdag den 13. august fra kl. 13-16, hvor det vil det være muligt at deltage på vores guidede tur og høre kunstnerne fortælle om deres værker efterfulgt af let proviantering tilbage på Ringsted Galleriet.
––
Kunstnerprofiler
Trine Søndergaard (f. 1972) er uddannet fra Danmarks fotografiske kunstskole, Fatamorgana (1996) og debutterede året efter med sin dokumentariske fotoserie “Now That You Are Mine” på Charlottenborg. Siden sin debut har Søndergaard haft kvindeskikkelsen i centrum og er international anerkendt for sit tyste og stærke billedsprog. Søndergaard har udstillet på solo- og i gruppeudstillinger verden rundt og er repræsenteret i en lang række internationale museumssamlinger, herunder Montreal Museum of Fine Art (CA), The J. Paul Getty Museum (USA), MUSAC (ES), Göteborg Museum of Art (SE) Nasjonalmuseet (NO), AROS og Den Nationale Fotosamling på Det Kgl. Bibliotek i Danmark. Søndergaard er desuden modtager af den prestigefyldte Albert Renger-Patzsch Prize, Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat, Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat og er repræsenteret af Martin Asbæk Gallery.
Erindringens landskab, det hinsides og kvindelige erfaringer gennem historien er alle motiver for Trine Søndergaard. Hendes værkserier er præget af en stilfærdig dramatik, hvori rum, landskaber og mennesker portrætteres. Et centralt omdrejningspunkt i Søndergaards arbejde er en undersøgelse af hvad, det vil sige at være menneske, som både sættes i relation til den store fortælling, men også det personlige. Søndergaard anvender ofte historiske genstande og motiver såsom beklædningsdele som konkrete indgangsvinkler til at dykke ned i den ofte glemte eller oversete historie for at aktualisere og bringe den frem i lyset igen. Det ses bl.a. i værkserien, “Untitled Lace” (2015), som skildrer en række kvindeansigter, som er tilsløret af antikke, franske sørgekniplinger. Billederne formidler det private og mentale rum, der skabes med ansigtets tilsløring. I Søndergaards billedunivers skabes en lysning i tilværelsen, hvor alt træder frem i en nærmest ekstrem koncentration. Søndergaard udtaler: “Med mit kamera lytter jeg efter virkeligheden”.
Nicolai Howalt (f. 1970) er uddannet fra Danmarks Fotografiske Billedkunstskole, Fatamorgana (1992). Howalt har modtaget adskillelige legater og hædersbevisninger for sit arbejde og hans værker er rigt repræsenteret i offentlige samlinger og museer i ind- og udland, såsom MUSAC (ES), Maison Européenne de la Photographie (FR), The Museum of Fine Arts Houston (USA), Esbjerg Kunstmuseum, Skagen Museum, Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond i Danmark. Han er desuden repræsenteret af Martin Asbæk Gallery i København og Galerie Maria Lund i Paris.
Howalts fotografiske arbejde strækker sig over det dokumentariske, konceptuelle og videnskabelige felt. Kendetegnende for hans arbejde er en enestående fornemmelse for materialernes medskabende potentiale og i sin praksis udfordrer han det fotografiske mediums grænser ved at genopfinde og eksperimentere med dets traditionelle teknikker. I værkserien ”Light Break” (2015) undersøger Howalt usynlige områder af lysspektret og solens både livgivende og destruktive kraft. Light Breaks historiske og videnskabelige grundlag stammer fra nobelprismodtageren Niels Ryberg Finsens arbejde med fototerapi i 1800-tallet: En terapiform hvormed man ved at filtrere bestemte bølgelængder i solens lys behandlede hudlidelser. Ved at bruge Finsens originale filtre og apparater var Howalt i stand til at absorbere udvalgte områder af sollyset, så de resterende områder af det elektromagnetiske spektrum kunne eksponeres direkte på lysfølsomt fotografisk papir. Resultatet blev en række billeder, hvori solens ellers usynlige lys på en gang skabte billederne og udgjorde deres motiv. Gennem forsøg med kemiske processer, historiske og hengemte metoder og materialer eller gennem inddragelse af moderne, videnskabelige teknologier og teknikker, undersøger og udlægger Howalt i sin praksis centrale spørgsmål om foranderlighed, billedets egetliv, tid og eksistens.
Tina Maria Nielsen (f. 1964) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1999. Nielsen har udstillet i ind- og udland og er repræsenteret på Esbjerg Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum, Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond. Derudover har Nielsen skabt flere offentlige udsmykninger bl.a. til Hærens Officersskole, Frederiksberg Slot, Århus universitet og Lillebrænde Kirke på Falster. Nielsen har opnået adskillige præmieringer og legater, bl.a. Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat og Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat i 2018 – Danmarks største billedhuggerpris. Desuden er hun en af stifterne af det kunstnerdrevne udstillingssted Skulpturi, der vandt Kunstkritikerprisen i 2012. Nielsen er repræsenteret af Charlotte Fogh Gallery og Galleri Kant.
I Tina Maria Nielsens billedhuggerpraksis undersøges skulpturen som fænomen. Omverdenen gengives eksperimenterende gennem klassiske støbeteknikker, forgængelige materialer, detaljer og proces, men hvor den klassiske billedhugger søger den fuldendte illusion, ønsker Nielsen i stedet, at vi bliver opmærksomme på vores egen fysiske (og skrøbelige) tilstedeværelse. Nielsens motiver er ofte ordinære hverdagsgenstande såsom “Blind, bamboo” (2016), der er en slidt, skævt optrukket, hullet bambus-persienne, der nu hænger funktionsløst på væggen, bronze-støbt, som et potentielt fetich-objekt, med blottede lameller, snore, huller, positive og negative rum. I de senere år har Nielsen gradvist rykket fokus mod et mere abstrakt udtryk fra afstøbninger af krøllede, deforme støvmasker i værkserien “Armor” (2020) til at selve afstøbningsformene er omdrejningspunktet. På Ringsted Galleriet viser Nielsen den nye værk-serie “Follow Follow”, der er en række massivt støbte aluminiumsskulpturer, der udgør en slags byggeklodser. Nielsen omtaler dem som “støbeformens logiske vokabular”; formdelene er konkrete aftryk af den fraværende figur, men står friere i deres egen ret, nu hvor de ikke afslører sig som aflæselige figurer.
Rune Bering (f. 1984) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi for Arkitektur og Design (KADK) i 2013. Bering har udstillet i både ind- og udland, som eksempelvis Den Frie Udstillingsbygning, Charlottenborg Kunsthal, Tableau, Koenig2 (Østrig), Augustenborg Projects samt det kunstnerdrevne udstillingssted OK Corral med en separatudstilling i 2021. Derudover er han repræsenteret i Statens Kunstfonds Samling.
Rune Bering er en billedkunstner, der kredser om det, han kalder for ’meningsbærende systemer’, som dækker over teknologier, kommunikationsmedier og arkiver. Bering forsøger igennem sin kunst at afdække, æstetisere og konkretisere den teknologi, vi er omgivet af. En teknologi, som spiller den til tider diskrete, men også vigtige rolle i ikke kun i vores digitale-liv, men også i vores forståelse og vores ageren i den fysiske og sociale verden. I det stedsspecifikke værk ”Wi-Fire” på Den Frie Udstillingsbygning har Bering sammenkoblet fortidens ildsted som samlingspunkt og et wi-fi-hotspot, som trækker tråde til konceptkunstneren Jan Dibbets ”TV as a Fireplace” fra 1969. Berings æstetiske opmærksomhed på den nyere teknologi minder om de tidlige konceptkunstneres interesse for den – på daværende tidspunkt – nyere masseproducerende teknologi. Her udførte konceptkunstnerne værker i en stram konceptuel ramme, hvor den benyttede teknologi var udslagsgivende for det endelige æstetiske udtryk. Hos Bering betinger værkets endelige udformning ligeledes af konceptet og metoden, som eksempelvis i landskabsværkerne, der er udarbejdet til Ringsted Galleriet. Her har Bering skabt en række værker, der er trukket igennem et metodisk filter af stock-photos med specifikke taglines fra online billedbanker, og en tanketom laserprinter, der lydigt lystrer Berings kommandoer. Denne konceptuelle ramme skaber en uforudsigelig og forunderlig billedhybrid af unikke, modernistiske monokromer og klichefyldte søgeord.
Klaus Thejll Jakobsen (f. 1964) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1992-1998 og har som et led i sin uddannelse arbejdet som assistent for billedkunstner, Jason Rhoades i Los Angeles (USA). Jakobsen har udstillet i ind- og udland og er repræsenteret i samlinger på bl.a. SMK, Heart og Deep Forest Artland i Danmark. Jakobsen arbejder primært med objektkunst, men også fotografi og maleri. Derudover har Jakobsen været med til at drive det kunstnerdrevne udstillingssted, Saga Basement i 90’erne, samt arrangeret den fiktive kunstnersammenslutning, Esplanaden i samarbejde med Lars Bent Petersen på Charlottenborg og Den Frie Udstillingsbygning.
Klaus Thejll Jakobsen laver demonstrativt ikke-spektakulære værker, der mimer hverdagens genstande og dets opstillinger (kompositioner). Hos Jakobsen er det den undseelige hverdag, de funktionelle genstande vi omgiver os med og værk-materialerne, der er i fokus. I værket “Knækket flamingoplade i 3 dele” (2019), der som titlen indikerer også er motivet, står det skødesløst placeret op ad en husmur. Bag værkets umiddelbare skødesløshed røber materialerne (Jesmonite og akrylmaling) en kunstnerisk, kringlet afstøbningsproces og en æstetisk afvejning, der transformerer funktionalitet til et muligt begærsobjekt. “Knækket flamingoplade i 3 dele” er en hverdagens triptykon, hvor kunst og virkelighed krydser hinanden. Motiverne er ofte så genkendelige, at vi ikke ser dem og optræder som: ”…’blanke ting’ i vores bevidsthed…” udtaler Jakobsen. På Ringsted Galleriet viser Jakobsen to skulpturer, der på hver deres måde arbejder med hvad det er vi ser, eller hvad vi tror vi ser. Jakobsen er i sin kunst optaget af vores forventninger. Det er transformationen af den ’blanke ting’, en devaluering af dets funktion og oprindelighed, der er omdrejningspunktet.
Kurateret af Morten K Jacobsen / Heidi Hove
JUBILÆUM 4 og dets formidlingsprogram er med stor tak støttet af:
