udstilling-jubilaeum-6

Bjørn Nørgaard /Anne-Mette Schultz / Heine Kjærgaard Klausen / A Kassen

JUBILÆUM 6

08.10.22 – 29.10.22

Et tilsyneladende glemt nøglesæt, som er hængt til tørre over vejen, en hybridlignende menneskefigur, en serie korsfæstede skulpturer og sprogets mangelfuldhed. Der er lagt op til drama, når Ringsted Galleriet blænder op for den sjette og sidste udstilling i Ringsted Galleriets store udstillingsprogram, JUBILÆUM. Et program, der gennem hele 2022 har fejret galleriets 40-årige virke med kunst i udstillingsrum såvel som på byens gadeoverhængende wires på de to centralt liggende gader, Tinggade og Sct. Hans Gade i Ringsted by.

Til hver udstilling i jubilæumsprogrammet forbindes Ringsted Galleriets lange, fine udstillingshistorie med den nyeste samtidskunst, og den sjette og sidste udstilling i rækken bliver ikke en undtagelse! Udstillingsåret afrundes med manér med en kending af galleriet, nemlig Bjørn Nørgaard (f. 1947), som gøres følgeskab af Anne-Mette Schultz (f. 1983) og Heine Kjærgaard Klausen (f. 1978) i udstillingsrum, mens kunstnergruppen, A Kassen, som har eksisteret siden 2004, udstiller på wires i byrum.

I udstillingsrum viser Bjørn Nørgaard værket “Borgeren fra Calais – en groft modelleret figur, der forestiller en hybrid mellem menneske og fugl stående uroligt med en overdimensioneret, tung nøgle. Titlen er en parafrasering af Rodin’s værk “Borgerne fra Calais” (1889), som beskriver et overgivelses-ritual beordret af den engelske konge i 1347. Fortællingen kredser om opofrelse og mod blandt byens ledende mænd, som er reduceret til en enkel figur hos Nørgaard, hvor det heroiske og maskuline synes retningsløst.

Den heroiske maskulinitet syntes at være helt afmonteret hos Heine Kjærgaard Klausen. I et mellemværende af religiøs gravsteds- og barok pop-punk æstetik præsenterer han en serie, nye skulpturer. På korslignende jernstativer udstilles bl.a. afstøbte kropsdele og abstrakt-modellerede gipsformer i sammenspil med fundne objekter som en guldbelagt, androgyn figur, perlehalskæder og dødningehoveder, som leder tankerne mod den allestedsnærværende død, kærlighed men også på forbrugskultur.

Anne-Mette Schultz {tekst mangler} *

I byrum viser A Kassen projektet “Lost and Found”, der består af en række hverdagsobjekter ophængt på gadeoverhængende wires. Det er eks. et nøglesæt til en cykel, der står låst i gaden eller et afmonteret udstødningsrør, der bringer wiren ud af kurs. Det er små, æstetiske forskydninger i bybilledet af genkendelige objekter i ny kontekst. Objekterne er indsamlet lokalt og relaterer sig til de omgivelser de udstilles i. Med projektet “Lost and Found” åbnes der for poetiske fortællinger gennem abstrakte forbindelser.

Der er skruet op og ned for dramatikken, når der bydes velkommen til årets sjette og sidste jubilæumsudstilling, hvor der stilles spørgsmål til maskulinitet, kropslige tilstande, sprog og de objekter, som vi omgiver os med. Her er tre kunstnere og en kunstnergruppe sat i stævne, som alle arbejder skulpturelt med fortællinger; fra den lille, banale og intime fortælling til de store, problematiske historier, der er med til at forme vores kultur på godt og ondt.

Velkommen til åbning på udstillingen, JUBILÆUM 6 på lørdag den 8. oktober fra kl. 13-16, hvor det vil det være muligt at deltage på guidet tur og høre kunstnerne fortælle om deres værker efterfulgt af let proviantering tilbage på Ringsted Galleriet.

*efter kunstners ønske

––

Kunstnerprofiler

Anne-Mette Schultz (f. 1983) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2014 og har sidenhen udstillet bredt i ind- og udland, såsom Institut Funder Bakke ved Silkeborg, Vejen Kunstmuseum, Vestjyllands Kunstpavillon, The Tail i Bruxelles (BE) og Künstlerhaus Bregenz (A). Schultz’ arbejde er repræsenteret i offentlige samlinger ved Statens Kunstfond og Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune. Schultz er desuden stifter af Institut for Anvendt Tale, prismodtager af Niels Wessel Bagges Kunstfond (2019) og samarbejder i dag med C.C.C. Gallery i København.

Anne-Mette Schultz arbejder med et udvidet skulpturbegreb. Hos Schultz bliver skulptur til sprog og sprog til skulptur. Det ses i værkernes titler og sammenstillinger af udtryk og materialer, der tager form som frihåndsassemblager, som både inviterer til semiotisk granskning og visuelt begær. Schultz’ materielle felt spænder bredt fra kurveflet, indfarvet silke med referencer til tekstilkunst, kunsthistoriske avisudklip med svulstige kroppe til masseproducerede plastbeholdere fra nutidens industrisamfund. En blanding af udtryk, som rummer orden og præcision i sammenstillingen, ses i værket ‘Rejsebrille’ (2022), hvor Schultz tager beskueren med på en forestillingsrejse igennem en skakt i værket.

Heine Kjærgaard Klausen (f.1978) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006. Han har blandt andet udstillet på Mønstingshus, Thorvaldsens Museum, Den Frie Udstillingsbygning i København og Kunsthallen Brandts i Odense. Han er prismodtager af Niels Wessel Bagges Kunstfond (2017) og Statens Kunstfonds 3-årige Arbejdslegat (2015). Siden 2011 har Kjærgaard Klausen været medlem af Decembristerne og er medstifter af det kunstnerdrevne udstillingssted, Skulpturi siden 2007. Han er desuden repræsenteret af Galleri Specta.

Heine Kjærgaard Klausen arbejder i et bredt spektrum af medier, som spænder fra tekstil, assemblage og collage til skulptur, video og performance. Hans værker er oftest af sammensat karakter, hvor ét medie ikke fremstår alene. Der tages udgangspunkt i eksistentielle problemstillinger og stærkt modsætningsfyldte elementer, hvor det personlige sættes i relation til det samfundsmæssige, det håndgjorte kontra det strømlinede, det genkendelige kontra det abstrakte, det skønne kontra det grimme, liv kontra død og det neurotiske kontra det erotiske. Et profant motiv, smukt bearbejdet i eksklusive materialer, kan vække både nysgerrighed og skamfuldhed hos betragteren. Omdrejningspunktet er kroppen, hvorfra verdenen opleves, begæres og erfares. Det polerede ydre angribes for derved at blotte det skjulte, hvor fejl og det ikke-perfekte kommer frem i lyset. På præcis og frisættende vis bearbejder Kjærgaard Klausen vor kulturs visuelle forbilleder og giver nyt blik på det nære, kroppen og livets op- og nedture.

A Kassen (etableret i 2004) består af de fire billedkunstnere, Tommy Petersen, Christian Bretton-Meyer, Morten Steen Hebsgaard og Søren Petersen, der alle dimitterede fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2007. A Kassen har en omfangsrig udstillingsrække bag sig såsom Aros, Copenhagen Contemporary og Moderna Museet i Malmö. De er repræsenteret i flere vigtige museumssamlinger deriblandt Kunsten i Aalborg og Sorø Kunstmuseum. Derudover har de været med til at etablere og drive det kunstnerdrevne udstillingssted, IMO (2009-13) i København. Kunstnergruppen er i dag tilknyttet Galleri Nicolai Wallner.

A Kassen har en legende tilgang til kunstens produktionsmetoder, deres rolle som kunstnere og ikke mindst at udfordre betragterens forventninger til kunstens spektakel. Deres kunstneriske praksis spænder over stedsspecifikke og performative installationer, fotografier og skulpturer. De bruger ofte udstillingssituationen som omdrejningspunkt, hvor rum, betragter og værk tænkes ind i det endelige, værksmæssige udtryk. I værket “Endless Hour” (2021) bliver perceptionen og tiden helt konkret, hvor en Brancusi-lignende søjle står tiltet op ad et hjørne. Heroisk højtidelighed er erstattet af et mere lavpraktisk nærmest ’dumrian’ objekt – et timeglas. Det er tiltet og med ekstra (funktionsløse) glasbobler – det er absurd og en kende upræcis i sin tidsangivelse. Her er ingen stress og jag, som timeglasset typisk pådutter os. Det er bare os, værket og dét vi nu får ud af det, i den tid vi afsætter til det.

Bjørn Nørgaard (f. 1947) er en markant billedhugger. Han har været en del af Ex-skolen, som var et modsvar til kunstakademiet i 1960’erne, som Nørgaard senere blev professor ved. Nørgaard har i den grad været med til at forme den danske kunstscene som aktør, facilitator og meningsdanner, der afstedkommer, at Nørgaard både er dus med magten og samtidskunstens undergrund. Hans praksis spænder bredt fra arkitektur som Bispebjerg Bakke og Gobeliner til Amalienborg til avantgardistiske aktioner, der har skabt massive, offentlige debatter om Vietnamkrigen, feminisme, kapitalisme og billedkunsten. Nørgaard har gennem årene modtaget et hav af udmærkelser herunder Ridder af Dannebrog. Hans værker er repræsenteret i de vigtigste museumssamlinger i Danmark. Ydermere er Nørgaard medstifter af Kunsthal Møn.

Bjørn Nørgaard har været med til at forme den danske kunstscene igennem de sidste 50 år fra skulpturelle aktioner med bl.a. Joseph Beuys til større, offentlige udsmykninger. Nørgaard har været igennem et konglomerat af genrer, kategorier og begreber. Med en frisættende tilgang til materialer og motiver, klaskes gamle og nyere kulturmotiver sammen til nye skulpturelle hybrider. Hans værker rummer ofte en kommentar til den politiske samtid, som eks. i værket “Menneskemuren” (1982) skabt til Guggenheim Museum, der er et mix af mytiske figurer fra forskellige kulturer. Et værk, der både er en hyldest til den kulturelle mangfoldighed i New York og en problematisering af udlændingedebatten i 1980’ernes Danmark. Værket kan opleves på Horsens Kunstmuseum indtil 2085.  

JUBILÆUM 6 og dets formidlingsprogram er med stor tak støttet af: