udstilling-landbrug-skab

Camilla Nørgård / Jette Gejl

Land.Brug.Land.Skab!

03.09.23 – 23.09.23

Sommeren går på hæld, og høsten er i hus. Det skal fejres med åbningen af fjerde udstilling i programmet LANDBRUGLAND i samarbejde med Ringsted Museum og Arkiv. Her lægges der stærkt ud med en vildt voksende duoudstilling under titlen, Land.Brug.Land.Skab! af Camilla Nørgård og Jette Gejl. Begge arbejder de steds- og situationsspecifikt med en idiosynkratisk sans for indsamling af genstande fra nær og fjern tid – og sted.

Nørgårds arbejde består ofte af et længerevarende feltarbejde for at finde frem til DNA’et af et sted, en ting eller et fænomen. Mange tingsligheder er blevet nærstuderet, isoleret og senere indsat i nye sammenhænge for derved at tilvejebringe fornyet værdi eller betydning til stedet eller tingen(e). Ved denne udstilling har Nørgård sat sig for at genbesøge og undersøge et område omkring Bøgede, beliggende 11km udenfor Ringsted. I et naturskønt område lå hendes mors barndomsgård, som i dag er forsvundet efter brand, motorvej og rullegræs. Ved hjælp af cykel, taske, kamera og notesbog er Nørgård taget tilbage i tid og sted for at følge sin mors fodspor. Med en forunderlig lethed og nysgerrighed til det, der allerede eksisterer og ikke-eksisterer, tager Nørgård beskueren med på en rejse ud på landet, ind i processen, ned i detaljerne, hvor gammelt skrald, sten og organisk materiale taler sammen og giver fornyet energi til hinanden – og til os.

Hvor Nørgård genfinder det tabte og lader sig drage af landskabet, arbejder Gejl i højere grad med de redskaber og teknologier, som præger vort landskab. Gejl er et barn af landet. Hun er vokset op på et moderne landbrug, hvor hele familien bidrog til arbejdsfællesskabet. Senere blev det til Landbrugsmuseet Skovbjerggaard, hvor tidligere tiders maskiner og redskaber fik tillagt ny værdi og indsat i et større relationelt netværk fra nær og fjern. Med afsæt i sine forældres behov for at kultivere, bevare og kategorisere skaber Gejl nye landskaber af redskaber og andet udstyr, der relaterer til menneskekroppen og dennes fremdrift. Til Ringsted Galleriet præsenteres en 12 meterlang mosaik- og assemblagevæg, som vækker mindelser om en museal informationsvæg. Den består af historiske værktøjstavler med redskaber fra hjemstavnen, samt tre store intarsia-tavler i træ. Her møder det minutiøse, klassiske håndværk den løbske, billedskabende AI-teknologi, for derved at give et nyt billede på fremtidens landbrug.

Både Nørgård og Gejl arbejder med samling, ophav og landskab. Hvor Nørgård søger efter tegn og spor i det kultiverede landskab, går Gejl direkte til det element, som sætter (dybe) spor i landskabet. Begge stiller de spørgsmål til, hvordan vi ønsker at betragte og behandle vores omgivelser fremover.

Med udstillingsprogrammet, LANDBRUGLAND, tager Ringsted Galleriet afsæt i dets nære omgivelser, som er rodfæstet i landbruget og ikke mindst, at dets lokaler tidligere har huset byens landbrugsmuseum. Det sker gennem udvidelse af udstillingsplatformen til Ringsted Museum og Arkiv, som i dag huser byens landbrugssamling. Her vil museumsgæsten løbende gennem udstillingsprogrammet finde nye, kunstneriske indslag. Det er også tilfældet med denne udstilling, hvor et helt nyt rum indtages på museet. Gennem tekst, lyd, video og fundne objekter fra nær og fjern fortid fortsætter Gejl og Nørgård fortællingen om (personlige) artefakter og den arv, retning eller forhandling, som de bringer med sig. Det er fortid vs. nutid, det manuelle vs. det maskinelle, højtryk vs. lavtryk, stilstand vs. fremdrift for derved at stille spørgsmål til vor tids natur, miljø og forbrugskultur.

Velkommen til åbning på udstillingen, Land.Brug.Land.Skab! lørdag den 2. september fra kl. 13.00-16.00 på Ringsted Galleriet. Kom og hør kunstnerne fortælle om deres bidrag til både udstillingsrum og museum efterfulgt af en let anretning med mad og drikke til alle. På åbningsdagen er det ligeledes muligt på egen hånd at se værker på Ringsted Museum og Arkiv fra kl. 10.00-15.00 med gratis adgang.

Praktisk info om museet:

Ringsted Museum og Arkiv, Køgevej 41, 4100 RingstedÅbningstider: Åbent tirsdag fra kl. 10.00 – 16.00 samt lørdag – søndag fra kl. 10.00 – 15.00

Entré: Gratis på åbningsdagen. Øvrige dage: 30kr, pensionister & studerende 25kr, børn gratis

Website: https://vestmuseum.dk/ringsted-museum-og-arkiv/ Email: ringsted@vestmuseum.dk

––

Fernisering: Lørdag den 2. september kl. 13.00 – 16.00

Udstillingsperiode: 3. – 23. september 2023

Åbningstider: Åbent alle lørdage fra kl. 13.00 – 16.00 eller efter aftale

Ringsted Galleriet, Bøllingsvej 15, 4100 Ringsted

Mere info: ringstedgalleriet.dk / ringstedgalleriet.contact@gmail.com
Heidi Hove, tlf. 30428727

Kunstnerprofiler

Jette Gejl (f. 1963) bor og arbejder i Aarhus. Hun er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 1996, er tidligere medlem og forkvinde for Statens Kunstråds Billedkunstudvalg (2011-2014) og siden 2007 studielektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet. Hun har udstillet bredt på solo- og gruppeudstillinger i ind- og udland såsom VIKTORIA Art and Research Space i Wien, Art Sonje Center i Seoul, Kunsthal Aarhus og Viborg Kunsthal. Derudover er Gejl særdeles aktiv indenfor det kunstnerdrevne felt, både som medlem af KH7artspace i Aarhus og i Kunstnersammenslutningen Jylland.

Jette Gejl har en helt særlig relation til landbruget. Hun er vokset op på en gård, som husede Danmarks største privatsamling af landbrugsmaskiner fra før 1960’erne. Gården blev drevet af hendes forældre udenfor Grindsted frem til 2019. Passionen for genstande, redskaber og maskiners sociale ophav, netværk og betydning for mennesket, er noget som Gejl har taget med ind i sit kunstneriske virke, som både omfatter performance, video og installation. På forskellig vis behandler hun emner, som knytter sig til en bestemt tid og sted – samtidig med at hun udfordrer vor tids normer og systemer, når begreber og elementer ophobes og bringes i nye sammenhænge. Det ses f.eks. i Gejls undersøgende arbejde med ’beige’ som farve og fænomen. Passionen for ’beige’ eller snarer besættelsen deraf går helt tilbage til en tidlig ungdom i et ønske om at forsvinde og gå i ét med familiens beige tapet. Siden 2017 har hun genoptaget passionen for beige i sit kunstneriske arbejde gennem publikumsinddragende performances og handlinger såsom offentlig indsamling af beige hverdagsgenstande opstillet på museal vis, beige folkekøkken og beige terapi sessions.

Camilla Nørgård (f.1965) bor og arbejder i Valby. Hun er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 1999 og har en cand.mag. i nordisk sprog & litteratur og kunsthistorie fra Århus Universitet i 1995. Nørgårds stedsspecifikke installationer og udsmykninger er oftest at finde på uventede pladser og passager i det offentlige rum og bygninger såsom ’Trappesletten Vestervig’, Sten, sti, dige i Gellerupparken og igangværende udsmykning ’Bispeorganisme’ til Ny Hospital Bispebjerg. Nørgård er desuden tidligere næstforkvinde i Billedkunstnernes Fagbund (2015-2020), daglig leder på Fabrikken for Kunst og Design (2001-2014), og medstifter af de kunstnerdrevne udstillingssteder, Pirpa i Valby (2016-2018) og Lokale i København siden 2020.

“Se ikke fremad, se dig omkring!” – er Camilla Nørgårds motto. Hun arbejder med at søge og bearbejde det, der allerede findes. Langsomt bevæger hun sig rundt i det kultiverede landskab, mens hun registrerer og indsamler henkastede og efterladte ting såsom gammelt jern, murbrokker, sten, plastik, visne blomster, planter og andre gevækster, som vi normalt ikke tillægger megen værdi. De sættes sammen til assemblage- og collagelignende strukturer og systemer. Intet syntes at være for småt eller for stort, når hun fremstiller collager af halvpulveriserede plakater fra det offentlige rum, ituslåede computerskærme, eller skaber omfattende samlinger af tunge sten og andet byggemateriel, som tydeligvis har været i en anden tilstand og funktion – et andet sted. Med et helt særligt blik for historien, de nære omgivelser og vores omgang dermed, tager Nørgård os med ind i en verden, hvor farten sænkes, detaljerne studeres, processen omfavnes, det eksisterende dyrkes og hvor hvert sted og hver enkelt lille dims træder i særlig karakter.

FAKTA: Duoudstillingen, Land.Brug.Land.Skab! med Camilla Nørgård og Jette Gejl er den fjerde af i alt seks udstillinger i udstillingsprogrammet, LANDBRUGLAND. Ønsket med programmet er at bringe højaktuelle emner som landidyl, fællesskab, klasseskel, historie, bæredygtighed og dyrehold i spil. 11 toneangivende kunstnere er inviteret til at udarbejde nye værker, som forholder sig til landbrugs- og museumstematikken fordelt på 2 solo-, 3 duo- og en gruppeudstilling, som både finder sted på udstillingssted og på byens nuværende landbrugsmuseum, Ringsted Museum og Arkiv.

Udstillingsprogrammet, LANDBRUGLAND er kurateret af Heidi Hove og Morten K. Jacobsen, og de deltagende kunstnere er Astrid Svangren, Michael Boelt Fischer, Jonas Kjeldgaard Sørensen, Siska Katrine Jørgensen, Kåre Frang, Søren Martinsen, Jette Gejl, Camilla Nørgård, Peter Højbjerg, Peter Kruse Larsen og Sofie Thorsen.

Siden 1940’erne har Ringsted Galleriets lokaler på Bøllingsvej 15 haft tilknytning til landbruget. Først med salg af diverse landbrugsmateriel såsom selvbindergarn og malkemaskiner, senere også som landbrugsmaskinværksted. Efter en periode med skiftende lejere og aktiviteter på lejemålet, vender landbrugsmaskinerne atter tilbage i 1982, dog i en mere historisk form med etablering af byens nye landbrugsmuseum. Den udvides fra 1983-87 også til 

Kurateret af Morten K Jacobsen / Heidi Hove

Udstillingsprogrammet LANDBRUGLAND og dets formidlingsprogram er venligst støttet af: