Jens Axel Beck
Smalltown Boy
03.11.16 – 24.11.16
Til efterårssæsonens sidste udstilling er vi i Ringsted Galleriet stolte over, at kunne præsentere billedkunstner Jens Axel Beck, der med et selvbiografisk udgangspunkt behandler sin opvækst i en forstad til Randers.
Født i Haderslev 1976 voksede Jens Axel Beck op i 80’erne, hvor villakvarterets fællesantenne med DR – den hidtidige snævre referenceramme hos Beck – blev udvidet gevaldigt af Sky Channel og MTV. Kanalerne åbenbarede en glamourøs og lettere fremmed verden for denne smalltown boy. Det er disse popkulturelle påvirkninger holdt op imod forstadens æstetik Beck forsøger at føre sammen. SMALLTOWN BOY vil trække brudstykker af 1980ernes horisonter frem og bearbejde de ’rum’, som dannede rammen for opvæksten for MTV-generationen. Udstillingen flakser om denne periodes strømninger, værkerne på udstillingen er et sammenkog af bastante popfænomener, erindringer, fornemmelser og idiosynkrasier.
Jens Axel Beck har tænkt udstillingen som en billedlig pendant til erindringsromanen, hvor hver enkelt værk vil udgøre en facet af en fortælling om barndommen, institutionen, middelklassen, forstaden og generationen.
Udstillingen kan ses i forlængelse af Becks praksis, hvor han igennem jysk attitude og underfundige betragtninger søger at bearbejde sin og vores måde at navigere og etablere os som individer. Beck er optaget af hvorledes vi positionerer os og agerer i relation til de rum, som omslutter os. Jens Axel Beck er en referentiel kunstner, vis objekter spejler en meget konkret virkelighed; Becks virkelighed (ofte også vores virkelighed). Det personlige gøres alment. Her løbes der ikke fra fortiden, endsige den udramatiske og lettere trivielle dagligdag. Disse udgør i stedet det kunstneriske materiale.
Jens Axel Beck arbejder og bearbejder genkendeligheden, giver ’det’ et personligt twist, en ny materialitet, sætter det ind i en ny sammenhæng. Eksempelvis i et tidligere værk Notice (Cancellation), fra 2013, ses et fint messing skilt på en profan kork-opslagstavle. Indholdet af notitsen er en aflysning af en jubilæumsfest i Becks andelsboligforeningen (aflysningen skyldes manglende tilmelding!). Værket er karakteristisk for Beck, notitsen er en hurtig information, uden poetiske aspirationer. Den har hængt i kunstnerens egen opgang, ikke et socialt boligbyggeri i Ramallah. Det er Becks nære virkelighed, der er udgangspunktet. Notitsen er umiddelbar undseelig og må tænkes at være –som jubilæumsfesten – overset eller negligeret af hovedparten af andelshavere. Igennem Becks praksis bliver dens ulykke og fiasko – og menneskelighed – trukket frem, hyldet gennem messingpladens materialitet og håndværkets raffinement. Vi ser foreningens logo (Svane med ælling), vi ser et menneskeligt nederlag, et menneskeligt paradoks. Vi ser opslagstavlen, som informationsplatform. Og sådan kan kunsten rykke på ny for vores blik og værdsættelse af det almene og banale.
Jens Axel Beck er ikke den storskrydende mønsterbryder – den selverklærede ener – for nok fyldte moderne kunst ikke meget i Becks barndomshjem, men støtten til at lave kunst, har altid været der fra hans forældre og nære familie, også i forbindelse med denne udstilling.
SMALLTOWN BOY er en udstilling med referencer til 1980’ernes pop- og forstadskultur, og indgår i det 2-årige udstillingsprogram, der behandler referencens betydning for perceptionen. Det er Jens Axel Becks første større soloudstilling siden Den virkningsfulde administration af livet i 2013
Kurateret af Agnete Bertram / Morten K Jacobsen