udstilling-x-restruktion

Mogens Jacobsen

Restruktion – omsorg og maskiner

24.02.24 – 06.04.224

Det er med stor glæde, at Ringsted Galleriet åbner året og dets nye udstillingsprogram ’X’ med en omfattende soloudstilling af billedkunstner Mogens Jacobsen (f.1959). I et mix af punket kodning, stærkt udfordrende algoritmer og hacking af den fysiske og gængse teknologi, bydes der velkommen til udstillingen ’Restruktion’ – den første af i alt fire soloudstillinger i udstillingsprogrammet ’X’.

Med Restruktion udforsker Jacobsen temaerne, konstruktion, genopbyggelse og destruktion med et særligt fokus på forbindelsen mellem natur, teknologi og menneskets bevidsthed. Med den kryptiske og samlende udstillingstitel Restruktion antydes en kompleksitet, der strækker sig ud over det åbenlyse og inviterer betragteren til at dykke ned i de underliggende lag igennem digital interaktion. 

Inspirationen til udstillingen udspringer af Richard Brautigans digt fra 1967, All Watched Over By Machines Of Loving Grace, der fusionerer elementer af bl.a. hippiemodkultur, tilbagevenden til naturen og utopiske, teknologiske visioner. Restruktion skal ses som en sammenhængende installation, hvor to helt nye værker og et ikke-tidligere præsenteret værk udgør hjørnestenene. Igennem flabede dekonstruktioner af gængse apparater, teknologier og algoritmer, konfigurerer, genstarter og udfordrer Jacobsen de traditionelle opfattelser af natur og eksistens.

En signifikant del af udstillingen er lydværket ”Det fælles nu”, hvor to elektro-mekaniske maskiner genererer dybe toner i det laveste, hørbare register. Disse toner er nøje udvalgte for at ramme de frekvenser, som den anerkendte tyske forsker Prof. Dr. Dr. Ernst Pöppel mener er fundamentale for synapsernes kommunikations-synkronisering. Uden denne synkronisering kan vores hjerne ikke sende beskeder. Vi bliver uden bevidsthed og uden tidsfornemmelse som i en drømmeløs søvn eller under fuld narkose. Værket på udstillingen vil forsøge med intervaller på ca. 10 minutter at synkronisere alle besøgendes synapser.

Andet værkgruppe er værket B as in Botanical (Reconstruction 2) fra 2020, der viser en 2-kanals slitscan-video af brændenælder. Installationen består af et laboratorie-instrument, kabeltromle, samt to modificerede skærme, der er afskrællet deres vanlige sorte ydre. Dette lille, effektive greb bevirker, at de nu fremstår mere tvetydige og som en form for aktive afsendere af informatik, der kredser om teknologisk tolkning af natur og af tid.

Udstillingens tredje og mest omfattende værk Flora 1-18 er et samarbejde mellem Jacobsen og den japanske hjerneforsker Yukiyasu Kamitani. Professor Kamitani forsker i, hvordan vi ser billeder, hvordan vi forestiller os billeder, og hvordan vi drømmer i billeder. Han rekonstruerer indre billeder ved at scanne aktiviteten i den visuelle cortex, mens forsøgspersoner ser på billeder eller drømmer. Sammen har Jacobsen og Kamitani skabt 18 rekonstruerede billeder af flora, hvor forsøgspersoner er blevet “tankelæst” ved at scanne deres hjerner, mens de kiggede på tegninger af blomster.

Restruktion er en sammenfatning af Mogens Jacobsen mangefacetterede, billedkunstneriske praksis, der igennem teknologiens æstetik oversætter og giver form til kollektive forestillinger af forskellige mere eller mindre generiske billedtyper.

Med åbning af udstillingen, Restruktion tager Ringsted Galleriet hul på dets nye udstillingsprogram X, der igennem fire soloudstillinger, på forskelligvis kredser om systemer, kategoriseringer, tid og performativitet. Derudover byder vi velkommen til et nyt og spændende samarbejde med KINO Kultur Ringsted, der på åbningsdagen fra kl.16 vil danne ramme for musikgruppen, Cinema Noir (Bo Hr Hansen, Nils T Lassen, Mette Salomonsen og Mogens Jacobsen), der for en stund gendannes til mikrokoncert i KINO.

VELKOMMEN til en festlig og punket åbning på udstillingen, Restruktion lørdag den 24. februar fra kl. 13-16 på Ringsted Galleriet. Der vil være værkintroduktion af Mogens Jacobsen og let tapas på Ringsted Galleriet. Kl. 16 går vi i samlet flok ned til KINO Kultur Ringsted, hvor artpunkgruppen Cinema Noir vil spille et sæt. Vi håber at se jer!

Kunstnerprofiler

Mogens Jacobsen (f. 1959) har studeret Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet. Jacobsen er medstifter af udstillingsplatformen Artnode (1995) – Danmarks første platform for kunstnerisk aktivitet på nettet, samt medlem af 80’er artpunkgruppen Cinema Noir. Udover en omfattende udstillingspraksis i ind- og udland herunder Kiasma i Finland, ZKM i Tyskland, FILE i Brasilien, NO+CH i Kina, MAXXI i Italien og Tokyos fotomuseum, underviser Jacobsen som ekstern lektor på IT Universitet i ’eksperimenterende spekulativ design’. Jacobsen har modtaget flere udmærkelser bl.a. Niels Wessel Bagges Kunstfond i 2021. 

Mogens Jacobsen har igennem 30 år arbejdet med digital kunst med fokus på systemers og processers æstetik. En æstetik, der omfatter temporalitet, responsivitet og algoritmer. På trods af det digitale udgangspunkt, er hans værker ofte fysiske og mekaniske installationer i et mix af nutidig og glemt teknologi. 

Når Jacobsen bruger skærme, inddrages de som et materiale snarere end blot som en ’præsentationsflade for billeder’, som han kalder det. I værket B as in Botanical (Reconstruction 2)” fra 2020, der vises på Ringsted Galleriet, ses et laboratorie-instrument, og to, stærkt modificerede afskrællede skærme. De viser en billedsekvens af en roterende brændenælde i et sælsomt og glidende kredsløb. Sekvensen er skabt via en såkaldt ’slitscan’, der ikke bare registrerer brændenældens rotation, men også registrerer tid og rum som hos kubisterne. Slitscan-teknologi spalter hvert billed-frame, planer motivet ud og synliggøre tiden. Hos Jacobsen er det dog ikke et overvældende tempo der registrerer én tid. Det er snarere flere tider samtidigt. Med brændenælden som motiv, præsenteres vi for en tidlig, naturvidenskabelig tid med katalogisering af planter og dyr. Der er en kunsthistorisk tid, der peger på kubismens idealer om at indfange bevægelse og tingenes fulde væsen, og der er vores teknologiske (sam)tid. Det er konceptkunst, kubisme og naturvidenskab fedtet ind i et tavst og roligt roterende loop, der blotlægger alt, også sin egen konstruktion.

Fernisering: Lørdag den 24. februar kl. 13.00 – 16.00

Udstillingsperiode: 24. februar- 6. april 2024

Åbningstider: Åbent alle lørdage fra kl. 13.00 – 16.00 eller efter aftale

Ringsted Galleriet
Bøllingsvej 15, 4100 Ringsted
ringstedgalleriet.dk
ringstedgalleriet.contact@gmail.com
Kontakt: Morten K. Jacobsen, tlf. 42201111

Praktisk info om KINO:
KINO KULTUR RINGSTED, Tinggade 9, 4100 Ringsted
Tjek website for filmprogram og arrangementer
Website:
https://www.kinokultur.dk/
Email:
info@kinokultur.dk

FAKTA:  Udstillingsprogrammet ’X’ består af i alt 4 udstillinger, som vil finde sted på Ringsted Galleriet samtidig med at nogle aktiviteter ligeledes vil sprede sig til KINO Kultur Ringsted:

24.02.24-06.04.24 Mogens Jacobsen

27.04.24-08.06.24 Miriam Kongstad

24.08.24-05.10.24 Filip Vest

26.10.24-07.12.24 Rose English

Ringsted Galleriet er et kunstnerdrevet udstillingssted, som har eksisteret siden 1982. Til en start var det beliggende i en baggård på Nørregade 8, men i 1995 flyttede det i større lokaler på Bøllingsvej 15, som både har huset lager, trykkeri og landbrugsmuseum. Flytningen åbnede op for nye muligheder i form af etablering af en billedskole, som i dag betegnes som Ringsted Galleriets Formidlingscenter. I dag består Ringsted Galleriet af ét stort udstillingsrum på 130m2 og to undervisningslokaler, hvor samtidskunsten og dets aktuelle tematikker og teknikker formidles til både børn, unge og voksne.

Igennem årtier har Ringsted Galleriet været med til at bringe nogle af Danmarks største kunstnere til Ringsted. Kvalitetskunst bør være for alle, og bør være noget der er forankret i dagligdagen. Derfor er ønsket med udstillingsprogrammet ’X’ og fremtidige programmer, at skabe større synlighed omkring samtidskunsten, samtidig med at formidlingen vægtes. Find mere information om udstillingsprogrammet ’X’ og dets formidlingsprogram såsom guidede ture, workshops etc. på Ringsted Galleriets hjemmeside: www.ringstedgalleriet.dk

Udstillingen og dets formidlingsprogram er med stor tak støttet af:

Udstillingen ’Restruktion – omsorg & maskiner’ er med stor tak støttet af: